Denne side skal give ikke-medlemmer en idé om hvilke spørgsmål vi ofte kommer ud for. Vi vil prøve at svare, men oftest er den individuelle rådgivning langt at foretrække. Nogle spørgsmål kan der ikke svares entydigt på – og derfor vil vi heller ikke svare på alle FAQ-spørgsmål her.
Har DU et spørgsmål om noget indenfor vores område, er du velkommen til at stille det til os på artisten@artisten.dk. Den medarbejder, hvis område det er, vil prøve at svare.
Ofte stillede spørgsmål til Sekretariatet:
Hvad kræver det for at jeg kan blive medlem af Dansk Artist Forbund?
Du skal være beskæftiget indenfor vores område. Dvs. du skal arbejde professionelt som artist - sanger, solist – vokal eller instrumental – entertainer, band, gruppe osv. indenfor bl.a. pop, rock, jazz, vise, folk, rap, hip hop, verdensmusik, show, varieté og cirkus.
Hvad skal jeg gøre for at få udbetalt de penge, jeg har fået tildelt af de kollektive rettighedsmidler?
Du skal indsende den nederste del af det brev du fik tilsendt, da du fik pengene tildelt, sammen men dokumentation (i form af kvitteringer) for at pengene er blevet brugt til det ansøgte.
Jeg har glemt at indsende kontrakter som dokumentation for min optræden i TV, er det for sent at få udbetalt kabelpenge nu?
Du kan altid indsende kontrakter, der er dog en forældelsesfrist på 3 år. Det er ikke sikkert du bliver beregnet i det indeværende år, men så bliver kontrakterne taget med det næste år.
Ofte stillede spørgsmål til A-kassen:
Hvad kræves for at kunne blive A-kassemedlem og få dagpenge?
Bopæl i Danmark og have arbejde i landet. Dvs. mindst 1 job. Være medlem af A-kassen mindst 1 år og kunne dokumentere mindst 1924 timers arbejde, før man har dagpengeret=opfyldelse af arbejdskravet. Kun arbejdstimer optjent mens man er medlem af en a-kasse kan medregnes.
Som nyuddannet (uddannelse på mindst 18 måneder) kan man optages i en a-kasse. Optagelsesblanket indsendes med dokumentation for uddannelsens afslutning fremsendes inden 2 uger efter uddannelsens afslutning. Diplom/ eksamensbevis medsendes.
Hvad kræves for at kunne blive overflyttet til jer?
Man har ret og pligt til at lade sig overføre til den a-kasse der repræsenterer ens faglige område. Har man flere jobs, skal man vælge kasse efter det område hvor man har hovedvægt af arbejde.
Hvis man får arbejde, der ikke hører under ens nuværende a-kasse, skal man lade sig overflytte til relevant a-kasse.
Men der er betingelser som skal opfyldes, før man kan overflyttes. Inden for en periode på 5 på hinanden følgende uger, skal man have arbejde i hver uge og dette mindst 10 timer i gennemsnit i hver uge=sammenlagt 50 timers arbejde indenfor den nye a-kasses faglige område.
Også her beregnes antallet af timer på baggrund af det antal timer du har arbejdet, eller på baggrund af dine indtægters størrelse.
Hvornår er man selvstændig erhvervsdrivende?
Dette spørgsmål er så individuelt, det kræver personlig vejledning. Dette er en vejledning og service vi selvfølgelig giver vores medlemmer
Ofte stillede spørgsmål til faglig afdeling:
Mit job er blevet aflyst af arrangøren, hvad gør jeg?
Først og fremmest skal du indsende al den skriftlige dokumentation, derefter vurderer vi individuelt hvordan sagen skal gribes an. Nogle sager løses ved alm. høflig korrespondance, andre er mere omsiggribende og kræver retslig inkasso. Så spørg altid forbundet om vejledning.
Hvordan bliver jeg selvstændig?
Dette spørgsmål kan man ikke give et entydigt svar på, der er mange individuelle forhold der skal tages i betragtning, og vi anbefaler altid at man henvender sig til forbundet.
Jeg er blevet opsagt hvad gør jeg?
Du henvender dig til forbundet som vil kigge din ansættelseskontrakt igennem og sikre at alle regler bliver overholdt i forbindelse med en afskedigelsessag.
Ofte stillede spørgsmål til juridisk afdeling:
Hvilke omkostninger – udover procenter til en distributør - skal man regne med at have pr. album, hvis man selv udgiver sin musik?
Omkostningerne afhænger selvfølgelig af, hvordan du har indrettet dig, hvilke aftaler du har indgået med de medvirkende, fotograf mv. Hvis du ikke allerede nu sidder med den færdige master, skal du selvfølgelig først afholde diverse faste omkostninger til indspilning og produktion (f.eks. studie, frikøb af studiemusikere, producerfee, mix, masterering, artwork osv.). Herudover skal du i hvert fald regne med følgende variable omkostninger (også kaldet stykomkostninger, dvs. de omkostninger der skal betales pr. CD der bliver lavet). Regnestykket kan herefter se sådan ud:
PPD (dvs. din listepris=den officielle pris på dit album)
- rabatter til forhandlere
- distributørens andel af indtægter
- NCB
- fremstilling af selve CD'en
- eventuel royalty til andre medvirkende
=din faktiske indtjening pr. solgt CD
Er det godt at få en royalty på 12% fra først solgte plade, som så stiger afhængig af salgstal?
Om 12% er en god royalty afhænger af flere ting. For det første afhænger det af, hvad de 12% beregnes af (er det f.eks. 100 kr. eller 50 kr). For det andet skal du nøje kigge efter, om pladeselskabet kan recoupe visse omkostninger i din royalty, f.eks. omkostninger til at lave video, tv-annoncering mv. Herudover kan der i kontrakten være anført mange andre tilfælde, hvor pladeselskabet vil have mulighed for at nedsætte royaltyen. Alle disse faktorer spiller ind, når du skal afgøre om 12% er en god royalty. Det kan være meget svært at gennemskue en pladekontrakts bestemmelser – også fordi bestemmelser om nedsættelse, recoupment, fradrag mv. i din royalty ofte er spredt rundt omkring i kontrakten. Sørg derfor altid for at få kyndig rådgivning inden du skriver under på en pladekontrakt.