Om DAF
DAFs medlemmer
DAF i branchen
Nyheder
ARTISTinfo
Artisten
Til nye medlemmer
DAF links
Artisternes A-kasse
Juridisk rådgivning
Ophavsret
Rettigheder
Ophavsretlige organisationer
AntiPiratGruppen
Hvad må man på nettet
Tariffer & aftaler
Standardkontrakter
Skatterådgivning
Forsikring & pension
Kurser
Medlemstilbud
PressRoom
Ansøgningsfrister

Medlemslogin her >>

Print denne side >>


Rettigheder

Der er grundlæggende tre typer af rettigheder til musik – de skabende kunstneres rettigheder, de udøvende kunstneres rettigheder og pladeselskabernes rettigheder.

Rettighedshaverne
De skabende kunstnere er dem, der har skrevet tekst og musik – altså tekstforfatteren og komponisten.

De udøvende kunstnere
er dem, der vækker værket til live ved at synge teksten og spille tonerne – altså artisten (og studiemusikerne).

Disse kunstneres rettigheder kaldes henholdsvis autorrettigheder (de skabende kunstnere) og udøverrettigheder (de udøvende kunstnere).

Hvor artisten skriver sine egne numre, vil den skabende og udøvende kunstner altså være den samme, men det er vigtigt at gøre sig klart, at der er tale om forskellige rettigheder.

Det er ikke kun musikkens "kulturelle bidragydere", som har rettigheder. Også den, der har finansieret indspilningerne, typisk et pladeselskab, har rettigheder til musikken, (dvs. indspilningerne). Disse rettigheder kaldes producentrettigheder, fordi man i Ophavsretsloven taler om "fremstillere af lydoptagelser" (=producenter).

Ordet "producent" må ikke forveksles med produceren, som har en helt anden rolle i indspilningsprocessen. Produceren har ikke rettigheder efter Ophavsretsloven, med mindre han også optræder i andre roller, f.eks. hvis han har skrevet tekst eller musik, spiller med eller har betalt for indspilningerne.

Det bliver stadig mere almindeligt, at artisten selv udgiver sin musik. I disse tilfælde vil artisten have både udøverrettighederne og producentrettighederne.

Rettighederne til musikken tilhører den konkrete komponist, tekstforfatter, pladeselskab m.v., men i det daglige varetages en del rettigheder af de ophavsretlige organisationer.

Rettighedernes indhold
Rettighederne for autorer, udøvere og producenter er udformet forskelligt men har bl.a. det fælles formål at beskytte musikkens økonomiske værdi. Det kræver derfor rettighedshavernes tilladelse at bruge musikken.

Skal man bruge en melodi i en reklame, må man altså spørge komponisten om lov. Vil man sende en koncert i tv, skal man have artistens tilladelse. Ønsker et pladeselskab at lave indspilninger med en artist, kræver det også en tilladelse – typisk i form af en pladekontrakt.

Da der er rettigheder knyttet til både tekst/musik, artistens præstation og pladeselskabets indspilninger, er det ofte nødvendigt at tale med flere forskellige rettighedshavere for f.eks. at få lov til at bruge et stykke musik.

Beskyttelsen af de nævnte rettigheder er hovedsagligt af økonomisk karakter. Ud over denne beskyttelse har skabende og udøvende kunstnere nogle rettigheder, som tjener til at beskytte musikkens kulturelle værdi.

Denne beskyttelse gælder kun de skabende og udøvende kunstnere (pladeselskaberne har kun penge ikke deres kunstneriske integritet i klemme). Disse såkaldte ideelle rettigheder (også kaldet droit moral) indebærer, at det ikke er tilladt at bruge musikken på en måde, som kan krænke den kunstneriske anseelse.

Man må derfor ikke ændre i musikken uden kunstnernes tilladelse eller bruge den i f.eks. reklamesammenhæng, ved sampling eller som lydsiden til en film. De ideelle rettigheder giver desuden kunstnerne krav på at blive krediteret i forbindelse med brugen af deres musik.

Andre rettighedshavere
De centrale rettighedshavere til musik er dem, der er nævnt ovenfor. Men ud over disse rettigheder kommer man som artist i berøring med f.eks. radio-tv-stationernes rettigheder til deres udsendelser, fotografernes rettigheder til billeder af artisten, rettigheder til fotografier, artwork- og hjemmeside-design osv. osv.


Copyright & tekst: Dansk Artist Forbund. Design & udvikling: Kontrast design - Wischmann Innovation. Kontakt webmaster: rlf@artisten.dk