Tunge beats

ee

Hun er kendt som både friblødende maraton løber og trommeslager for M.I.A. På årets Roskilde Festival inviterede hun publikum indenfor i hendes eget feministiske univers med lige dele tung dansemusik og aktivisme.
Af Jesper Kjems
Det tunge beat får stålpladerne i siderne af den lille Gloria scene på Roskilde festival til at rasle. På scenen løfter Madame Ghandi armen i den skriggule kunstige pelsjakke og kigger ud på publikum gennem de matchende gule solbriller. ”The Future Is Female” rapper hun ind i den gule mikrofon, inden hendes danser kaster en T-Shirt med de samme ord ud til det jublende publikum. Pludselig stopper musikken og Ghandi slår op i en medbragt bog: ”Jeg vil nu læse op fra det feministiske manifest”. 
 

222

Madame Ghandi, som privat hedder Kirin Ghandi er en af de nye kunstnere, der blander aktivisme og musik. Artisten mødte hende et par dage inden koncerten til en snak om, hvordan det her med at bruge sin musik til at rykke på folks meninger fungerer.
For Kirin startede sammenblandingen allerede, da hun som 15-årig voksede op i New York og sneg sig ind til alle de koncerter, hun kunne komme i nærheden af, fordi hun blev draget af musikken.
”Det fik mig til føle mig endnu bedre tilpas, når kunstnerne ikke bare var inspirerende som musikere, men også gik videre med at snakke om aktivist-budskaber eller sang om politiske temaer, som virkelig betød noget for dem”, husker hun.
Friblødende gennem London Maraton
I 2015 fik hun sat en gang i en verdensomspændende debat om vores problemer med at tale om kvinders menstruation, da hun løb London Maraton under hendes menstruation og kom i mål med blod løbende ned af benene og på hendes orange løbetights.
Ifølge Kirin var friblødningseventet slet ikke så planlagt, som mange måske tror. Hun fik bare menstruation dagen før det maraton, hun havde trænet op til længe og følte, det var ubehageligt at skulle løbe 42 kilometer med en tampon eller et bind mellem benene. Første tænkte hun på at aflyse, men i stedet valgte hun at løbe uden. Og da historien så efterfølgende gik viralt, var det oplagt at bruge den til at tale om feminisme og problemer for kvinder, der ikke har afgang til bind og tamponer.
Musik kan få dit budskab ud til hele verden
Men selvom dette aktivistiske event fik stor opmærksomhed, slår det ifølge Kirin ikke de muligheder, musik har for at skabe opmærksomhed om en sag.
”Jeg var på Bali i Indonesien i sidste uge og sidder i en cykeltaxa, som bliver styret af en fisker. Pludselig kommer Cardi B ud af radioen på fiskermandens cykel. Se, det er at nå flere mennesker end min Marathon. Tror du den fisker har hørt om min friblødningsmaraton? Helt sikkert ikke!”.
Musik har altså potentialet til at få sit budskab ud til hele verden. Men for Kirin er problemet er bare, at det er kunstnere som Cardi B, vi vælger at broadcaste helt ud til den lille cykeltaxa i Indonesien. 
 ”Det er bekymrende fordi vi så samtidig fortæller hele verden, at Cardi B´s kvindebillede er normalt. Men budskabet om, at det er empowering at ryste røv er noget bulshit. I stedet skulle vi eksportere kærlighedsenergi, samarbejde og følelsesmæssig intelligens”.
På Roskilde forsøger Kirin selv at sprede netop denne kærlighedsenergi, og her er musikken et kraftfuldt virkemiddel. 
”Musik forbinder sig til følelserne, kroppen og ånden. Det får dig helt enkelt til at få lyst til at rejse op på danse. Melodier kan få mennesker til at græde. Tænk på klassisk musik, Beethoven, som kan få folk til at græde helt uden tekst, men kun på grund af musikaliteten i det”.
Af samme grund kan musikken ifølge Kirin også bruges til at sprede dårlige budskaber. Når hun selv står i fitnessklubben eller på en natklub, oplever hun konstant musik med sexistiske tekster. 
”Teksterne er så hverdags-kvindehadske, men folk elsker musikken, fordi det er et fantastisk beat, en fantastisk produktion og en smuk melodi. Så den musik bruger den samme strategi til at sprede det forkerte budskab”. 
Derfor forsøger Kirin at lave sange, der begejstrer og rører publikum, men hvor budskabet i stedet for sexisme er det modsatte. 
”Jeg oplever også selv dilemmaet, når jeg hører en sang og tænker wow, det her beat er bare så godt. Men jeg har bare ikke lyst til at skrue op for lyden af min egen undertrykkelse”.   
Men i stedet for at modarbejde undertrykkelsen direkte, handler det i stedet for Kirin om at skabe et fællesskab, som andre helt naturligt får lyst til at være en del af det. 
”Vi kommer ikke til at straffe dig for at være en mand, det er ikke det, det handler om. Det handler om at bygge en struktur, som du nu har lyst til at være en del af. Så vi vil byde dig velkommen til festen, så længe at du ikke er en del af problemet”.

Fakta om Kirin Ghandi:
•    Ghandi laver hver onsdag Spotify playlisten ”The Future Is Female” med 30 nye tracks af ”badass female, trans and gnc artists who inspire me”.
•    Mens hun arbejdede for Interscope Records var hun med til et møde med M.I.A og endte med at rejse sig op og sige, at M.I.A altså burde have nogle trommer på et par af hendes numre. M.I.A bad hende sende hende en indspilning med trommer til nummeret Bad Girls, hvorefter hun kom med på den efterfølgende tour.
•    I 2015 fik hun sin MBA ved 2015 Harvard University. 
•    Har tidligere arbejdet som Interscope Records første digital analytiker, hvor hun skulle forstå og forudsige brugernes musikvalg på Spotify og YouTube.
•    Har tidligere læst både matematik, statskundskab og kvindestudier.
•    Udgav i 2016 debut EP´en Voices

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS