Pladekontrakter

Pladekontrakter er ofte komplekse og samspillet mellem økonomi og rettigheder kan være svære at gennemskue. Du kan trække på Dansk Artist Forbunds specialiserede juridiske viden og mange års erfaring med kravene til pladekontrakter.

Hvad handler jeg med i en kontrakt?

I en pladekontrakt overdrager du rettigheder til udnyttelse af dine indspilninger til pladeselskabet. Men kontrakterne kan også være mere omfattende, således at selskabet eksempelvis også får lov til at udnytte andre rettigheder, f.eks. til at lave merchandise, sponsoraftaler eller andet. Som betaling for dit arbejde og for at overdrage de nærmere aftalte rettigheder, får du en royalty retur fra pladeselskabet. Det kan f.eks. være en procentdel af indtægterne pr. solgt eksemplar eller en andel af overskuddet.
 
Hvis et selskab kræver indtægtsandele af alle dine indtægter som kunstner, f.eks. KODA/NcB, liveoptræden, sponsoraftaler og andet, kaldes dette i daglig tale for en 360 graders aftale. 

Man ser også aftaler, der lægger sig midt imellem den klassiske pladekontrakt og en 360 graders aftale. Sådanne aftaler kan få stor betydning for din kreative udfoldelse og din økonomi. DAF anbefaler, at du altid søger rådgivning inden du indgår en aftale.

Økonomien i din kontrakt

Forholdet mellem udgifter og indtjening omkring udgivelsen fastlægges i kontrakten. Når forbundets jurister gennemgår en kontrakt, forholder de sig også til økonomien i din aftale. På den måde får du den nødvendige viden og de relevante argumenter, når kontrakten skal forhandles.

Få gennemlæst, forklaret og forhandlet din pladekontrakt individuelt

Inden du skriver under på en pladekontrakt kan du få den gennemgået på et personligt møde. Forbundets jurister forklarer indholdet af aftalen, dens konsekvenser og  økonomien. Du kan også få en af forbundets jurister til at forhandle kontrakten på din vegne, hvis du ønsker det.

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677
Søgemaskineoptimering og CMS