
Det ligner bred og god dækning i de nyeste kompensationsordninger, der skal afhjælpe tab for kunstnerne under nedlukningen af kulturlivet, der gælder frem til 17. januar.
Ordningerne er aftalt med et bredt flertal af Folketingets partier og giver artister og musikere
adgang til mere dækkende kompensation end ved sidste nedlukning.
Dansk Artist Forbund har været tæt på forhandlingerne og er tilfredse med resultatet.
”Som noget nyt, behøver arrangørerne ikke længere at annullere kontrakter med kunstnere for at modtage kompensation. Den forbedring har vi arbejdet målrettet for, og vi er meget tilfredse med
den sikring af artister og musikere. Samtidig er det også en vigtig forbedring, at der er gjort plads
til kompensation til de udøvende kunstnere, der har særligt store tab, fordi nedlukningen rammer
en vigtig sæson,” siger artisternes forperson, Sara Indrio.
Samarbejde om langsigtede løsninger
Dækkende kompensation for tabt arbejde og indtægt er vigtig for artister og musikere, men det er
en langsigtet genopretningsplan for livebranchen også.
Det vil Folketingets partier se på i det nye år, og det haster ifølge Sara Indrio:
“Partierne bag aftalen vil mødes i starten af januar og gøre status og diskutere genstart af kultur-
og foreningslivet. Det er der brug for, og vi håber at blive inddraget, så vi kan gøre tiltagene virkelighedsnære. Heldigvis har vi nogle meget engagerede kulturpolitikere, der forstår og
anerkender livebranchens udfordringer. Der er brug for at arbejde sammen om at hjælpe
branchen på fode i 2022.”
Artister og musikere kan få kompensation fra arrangørordningen
Vilkårene i arrangørordningen forbedres. For at understøtte kunstnere, der har kontrakter med bl.a. koncertarrangører, behøver arrangørerne ikke længere at opsige indgåede kontrakter med kunstnere
for at modtage kompensation fra arrangørordningen. Arrangøren kan derfor ansøge på baggrund af kontrakter med kunstnere, som indeholder nye annulleringsbestemmelser om aflysning. Formålet er,
at kompensere kontrakten med kunstnerne i henhold til arrangørordningens kompensationstrappe.
Særskilt kompensation til sæsonafhængige artister
Der etableres en kompensationsordning til særligt sæsonafhængige kunstnere, som oplever en særlig stor omsætningsnedgang i perioden fra 1. december 2021 til og med 15. januar 2022 på tilsvarende vilkår som den kompensationsordning til særligt sæsonafhængige kunstnere, der var gældende i december 2020.
LÆS OGSÅ: Ny nedlukning af kulturlivet indtil 17/1-2022
FAKTA OM KOMPENSATIONSORDNINGERNE
- Der etableres en kompensationsordning til særligt sæsonafhængige kunstnere med stor omsætningsnedgang i perioden fra 1. december 2021 til og med 15. januar 2022.
Vilkårene vil svare til den ordning der var gældende i december 2020.
- Arrangørordningen kan søges på baggrund af kontrakter med kunstnere, som indeholder nye annulleringsbestemmelser om aflysning. Gælder også for mindre spillesteder. Formålet er,
at kompensere kontrakten med kunstnerne i henhold til kompensationstrappen. Der tages forbehold for statsstøttegodkendelsen heraf.
- Ordningen for mindre spillesteder, udvides fra 51-349 stående publikummer til også at gælde
for 51-349 siddende publikummer.
- Tilskud fra Statens Kunstfond til aktiviteter, der ikke kan gennemføres pga. COVID-19-restriktioner, skal ikke tilbagebetales.
- Ordningerne er ikke åbne endnu.
De træder i kraft den 19. december og gælder til og med 15. januar 2022.
Se alle aftalens kompensationsordninger