Arrangørpakke svigter musikkens produktionskæde

Den udvidede arrangørpakke, der netop er åbnet for ansøgninger, er ventet med utålmodighed. I starten af krisen lagde ordningen ud med at sikre arrangørerne hjælp til at overholde deres kontraktlige forpligtelser overfor kunstnere. Men i den udvidede version instrueres arrangørerne i at frasige sig deres forpligtelser overfor aflyste kunstnerne på et meget tvivlsomt juridisk grundlag.

Det kan føre til utallige twister og retssager mellem arrangører og kunstnere før det er afklaret om der er ret til kompensation. Dermed kan ordningen skade mere end hjælpe og tvinge branchen i knæ, lyder det fra artisternes formand, Lena Brostrøm:

”Det er uhørt at staten har besluttet sig for at skabe splid mellem arrangører og artister og bands og andre i produktionskæden, som er hele omdrejningspunktet for festivaler, koncerter og events. Det er et virkelig alvorligt set-back for artister og hele den musikalske produktionskæde. Det er en ommer”

Dansk Artist Forbund har budt ind i forløbet omkring arrangørpakken med fakta, analyser og konsekvenser af sommerens aflysninger. Ifølge Politiken er der givet politisk håndslag på at finde en anden løsning til de danske artister og bands, men det er endnu helt uvist hvordan en sådan ordning vil se ud.

Formand Lena Brostrøm presser fortsat på i Erhvervsministeriet for at få hjælp til live-branchen:

Det politiske arbejde er på ingen måde ovre. Det er urimeligt bevidst at efterlade en i forvejen voldsomt ramt oplevelsessektor på perronen. Livemusikken er et vigtigt erhverv og vi kæmper videre sammen med Danske Agenters Sammenslutning for at være en del af forhandlingerne og en substantiel hjælpepakke hos Erhvervsministeriet.”


Den udvidede arrangørpakke dækker arrangementer i perioden fra 6. marts 2020 til og med 31. august 2020. 
Ordningen kan søges frem til 31. december 2020.
Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS