Cirkushæder til artister og borgmester

Der var fest og store smil da årets cirkuspriser blev uddelt på Cirkusmuseet i Hvidovre.

Den nyudnævnte kulturminister Joy Mogensen overrakte Den Danske Cirkuspris til artist Benny Schumann, der for 40. sæson i træk rejser land og rige rundt med sine børnevenlige forestillinger.

Benny Schumann har bragt cirkuskunsten ind på utallige scener og venues. For et par år siden optrådte han med sit berømte nummer som tallerkenjonglør hos Wallmans i Cirkusbygningen, hvor han 50 år tidligere havde sin debut som tallerkenjonglør og som medlem af den berømte Schumann-familie. Hans far Albert Schumann var i øvrigt den første, som modtog Den Danske Cirkuspris tilbage i 1968.
Benny Schumann er æresmedlem af Dansk Artist Forbund.

Priser til talenter og cirkusmuseet
Årets talentpris gik til Kolev Sisters fra Cirkus Arena. Prisen for årets bedste nummer tilfaldt Andrejs Fjororovs fra Cirkus Arena.

Indsatsprisen gik i år til Hvidovres borgmester Helle Adelborg for driften af Cirkusmuseet:
"Museet har gjort en helt enestående indsat for at bevare historien om de danske cirkus og skabt en kombination af aktivitet og museum, der gør oplevelsen unik og til noget andet og mere end det traditionelle museumsbesøg", lød det i begrundelsen.

Se alle de nominerede til Den Danske Cirkuspris 



Den Danske Cirkuspris 2019 bestod af et maleri, skabt og doneret af maleren Viggo Salting.
Foto: Jacob Boas Leitisstein

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS