Corona-lempelser til ledige i a-kassen

Regeringen har sammen med hjælpepakken vedtaget midlertidige ændringer i dagpenge-
reglerne, der letter presset på de ledige.

Her gennemgår DAF og Artisternes a-kasse de væsentligste punkter .


Rådighed og aktiviteter
Er du ledig vil du normalt være omfattet af en pligt til at være til rådighed for at kunne få dagpenge. Dette er suspenderet indtil videre.

Det vil sige, at der ikke stilles krav om at du skal joblogge, være aktivt jobsøgende, opdatere dit cv og være til rådighed for henvist arbejde. 
Vi anbefaler dog , at du fortsat gør en jobsøgningsindsats med henblik på at komme i arbejde. Du skal fortsat være tilmeldt jobcenteret som ledig.

Jobcenter, a-kasse og møder
Indtil videre er alle mødeaftaler aflyst, og du skal derfor ikke møde frem eller på anden måde deltage. Dette påvirker ikke din ret til dagpenge.
Jobcentrene og Artisternes a-kasse holder lukket for fysiske henvendelser.

Genindmeldelse
Har du i perioden fra den 1. marts mistet din ret til dagpenge og eventuelt meldt dig ud af a-kassen, har du mulighed for at genindmelde dig og igen få dagpenge indtil 31. maj.

Forlænget dagpengeret
Hvis du modtager dagpenge i perioden fra og med 1. marts 2020 til og med 31. maj 2020, tæller periode ikke med i forbruget af dine dagpenge. Det betyder, at du kan modtage dagpenge i op til tre måneder længere. 

Nye regler forventes om karens og supplerende dagpenge
Der er fremsat lovforslag om at grænsen for grænsen for supplerende dagpenge på 30 uger (for både lønmodtagere og selvstændige) suspenderes i perioden 1. marts - 31. maj, samt at der ikke vil være karens for manglende arbejdstimer i samme periode. Vi forventer at dette træder i kraft snarest.

Andre spørgsmål?
Er du medlem af a-kassen men ikke ledigmeldt endnu og usikker på om du bør gøre det ?
Kontakt a-kassen.
Er du ikke medlem af a-kassen kan du melde dig ind. Det giver dig dog ikke ret til dagpenge her og nu. 
 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS