DAF formand: Musikbranchen bør sætte kønsbalance-mål

Kodas helt nye statistik om de økonomiske forhold mellem mænd og kvinder bringer hårde fakta
ind i debatten om kønsbalancen i musikbranchen.  

Opgørelsen viser et grelt billede af en skæv branche, hvor kvinderne tjener mindre på deres musik
end mændene. Undersøgelsens resultater kalder på handling og fælles kønspolitiske målsætninger
fra hele branchen, lyder det fra musiker og formand for Dansk Artist Forbund, Sara Indrio. 

”Tallene viser et generelt billede, som desværre ikke er overraskende, men meget forstemmende.
Hvis vi skal opnå en bedre kønsbalance i musikbranchen, skal vi arbejde i fællesskab. Fra DAFs
side ønsker vi, at branchen sammen sætter fælles mål for, hvor vi gerne vil være om fem år.
Jeg kan se vilje fra alle lag i branchen til at skabe forandring, men vi har brug for en fælles retning
og konkrete mål, som alle forpligter sig på.”

Kvinder tjener mindre på musikken
19 procent af Kodas medlemmer er kvinder, men de modtager kun 10 procent af den samlede udbetaling. Et tal som tilmed er faldet siden 2019. Ser man på top-10 listen over komponister og sangskrivere, der får flest penge udbetalt, fordi de bliver spillet i radioen, er der slet ingen kvinder
at finde. Og i top-100 er der kun 4 kvinder.

”Tak til Koda for at levere tal. Vi er fra organisationernes side på vej med flere, der desværre viser samme billede. Problemet er langt større end kvinderne selv. Det er simpelthen forstemmende for
et demokratisk samfund, at et helt erhverv har været så dårlig til at skabe lige vilkår mellem kønnene.
Og lader det fortsætte i årevis, som om det var reglen. Den går ikke længere.” 

Derfor foreslår Dansk Artist Forbund på samme niveau som klimamålene, at branchen sætter fælles
mål for, hvad den vil opnå i 2030. 

”Meget tyder på, at uligheden er et udtryk for en uhensigtsmæssig kultur, og kulturer er noget, som vi skaber i fællesskab gennem lang tid. Derfor skal vi også arbejde med realisme i forhold til at skabe forandringerne – de vil også tage tid. Med fælles, forpligtende mål, må alle tage del i at omsætte fra tanke til handling lige fra uddannelse til gatekeepere og kollegaer imellem,” siger formand Sara Indrio.

FAKTA: Koda kønsstatistik 2020
Kodas kønsstatistik fokuserer på de økonomiske forhold mellem de to køn ’kvinde og mand’ med udgangspunkt i udbetalingsdata fra 2019.


Foto: Agnes Obel optræder optræder til Spil Dansk koncert. Foto Sara Galbiati.

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS