DAF lancerer live-kontrakt der laves på mobilen


En ny, digital live-kontrakt på whad.dk gør det nemt for musikere og artister at få aftaler på skrift.

Hver måned finder der tusindvis af live-optrædener sted rundt om i landet. Fremover kan en digital kontrakt gøre det lettere for optrædende kunstnere og arrangører at få de mange live-aftaler på plads. 

Den nye kontrakt findes på sitet whad.dk, og aftalen har fået sit navn fra det populære udtryk:
’We Have A Deal ’. Kontrakten er gratis at bruge, nem at udfylde på mobilen og intuitivt opbygget. Når aftalen startes op, genereres et dokument, som sendes videre til arrangøren. Når dokumentet kommer retur med de sidste fakta tilføjet, er liveaftalen en realitet.

Papirarbejdet klares på farten
Løsningen er udviklet af Dansk Artist Forbund for at lette papirarbejdet og give mere plads til det kunstneriske arbejde. Med en telefon ved hånden bliver det nemt for kunstnerne at få en aftale om et livejob på skrift, uanset om det gøres på farten eller hjemme ved spisebordet.

Der er stort behov for moderne løsninger til kulturens travle folk, og jeg håber, at rigtig mange vil tage den nye, digitale kontrakt til sig. Vi har udviklet løsningen for at gøre det nemt for musikere og artister at få det formelle omkring en aftale på plads. Målet er at skabe mere tid til det vigtigste, nemlig alle ideerne og det kunstneriske arbejde,” siger Lena Brostrøm, formand for Dansk Artist Forbund.

Gratis kontraktløsning til alle der optræder live
Den digitale kontrakt på whad.dk er en service, der kan bruges af alle, der optræder live, uanset om opgaven er en koncert, et foredrag, en performance eller en helt kort optræden. Der er ikke specifikke krav til arbejdsforhold eller betaling i kontrakten, og parterne skriver selv de aftalte vilkår ind i dokumentet.

Den nye kontrakt dækker liveoptrædener bredt. Lige fra private events og fester til offentlige arrangementer på etablerede scener og venues, hvor der ikke er booking ind over.

Den digitale løsning er udviklet for at styrke hele liveområdet og sikre dokumentation i aftalerne og lanceres i anledning af Dansk Artist Forbunds 100 års jubilæum.

”Der er en stor efterspørgsel efter liveoplevelser, og det skal være nemt at få aftalerne på plads. En klar, fælles aftale giver den bedste start på et livejob, både for kunstneren i spotlightet og for arrangøren, der sætter rammerne om en event,” siger Malene Andersen, juridisk konsulent i Dansk Artist Forbund.
 

Praktisk om whad.dk
  • Den digitale kontraktservice whad.dk er gratis og kan bruges ved alle typer af kunstnerisk live-optræden.
     
  • Sitet whad.dk gemmer ikke de endelige kontrakter, og brugerne skal selv arkivere de indgåede aftaler.
     
  • Dansk Artist Forbund står bag udviklingen af kontraktløsningen, men hæfter ikke for forhold, der måtte opstå som følge af kontraktens anvendelse.
Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS