Musik- og scenekunstbrancherne har gennemgået forandringer de senere år, men ikke før
nu har vi set så massivt et tryk fra de nye generationer, med krav om bedre arbejdsforhold.
Det handler blandt andet om repræsentation, lige adgang, arbejdsmiljø, trivsel og sikkerhed.
Organisationerne vil gerne løse det, men udfordringerne viser sig blandt andet, når vi skal
definere ansvaret.

Debatindlæg af Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund, bestyrelsesleder i Gramex og musisk artist

Et godt arbejdsmiljø kræver en kontinuerlig, forebyggende indsats, tid, viden og værktøjer. Ofte er
der tale om en fælles indsats mellem ledelse og medarbejdere i et reguleret system med lovgivning
at vise tilbage til. Men artisters arbejdsmarked er i sin essens præget af alt andet end kontinuerlige
arbejdsrelationer. En undersøgelse fra 2020 lavet blandt 8.000 professionelle musikere og kom-
ponister i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen viste, at hele 41 % havde flere end 16
arbejdsrelationer i løbet af et år.

For artister og musikere er arbejdslivet med andre ord individualiseret og konkurrencepræget, og relationerne er skiftende. Det ligger i arbejdets karakter, og mange har valgt det netop på grund af
den store fleksibilitet. Men skal vi føre branchen ind i fremtiden, hvor en karriere som kunstner er
mere sund og bæredygtig, må vi finde alternativer til servietaftaler, skærpe det indbyrdes ansvar
samt formulere rammerne for en bedre arbejdskultur.

Ansvaret er svært at placere

Normalt har arbejdsgiveren det overordnede ansvar for, at det er sundt og sikkert for den ansatte
at gå på arbejde. Men den tydeligt definerede relation findes ofte ikke på den del af kulturområdet,
hvor der er tale om korte engagementer for freelancere. En svensk rapport fra Myndigheten för
Kulturanalys (2016), som undersøger arbejdsmiljø og trusler mod svenske kunstnere, peger på,
at de manglende fastansættelser er en stor del af problemet, og slår derudover fast, at ansvaret
ofte er svært at placere.

Når et venue hyrer et band eller et kompagni, og nogen kommer til skade under en prøve eller
optræden, hvem er så ansvarlig? Venue, scenetekniker, agent/manager, bandleder, artisten selv? 
Svaret kan måske trævles op via kontrakterne, men det er ikke ad den vej, man skaber et godt og
forebyggende arbejdsmiljø. Branchen er lille, og mange viger tilbage fra at få afklaret ansvaret til
fordel for at bevare den gode relation.

Dertil kommer, at de stærk specialiserede fagområder eller unikke, personafhængige brands
omkring en artist, indebærer en række ekstraordinære udfordringer, som fx presset fra den
offentlige bevågenhed, samt udfordringen i at blive kritisk bedømt for sin optræden, udseende, holdninger og endda til tider privatliv. 
Som artist er man selv produktet, og skal selv håndtere problemer og udfordringer på rigtig mange
niveauer. De faglige organisationer bliver i mange tilfælde den vigtigste hjælp og i nogle tilfælde
forsikring -  og for nogle, den eneste, de har. 
 

      LÆS OGSÅ: Få hjælp hvis der er ubalance i dit arbejdsliv
 

Sin egen trivsels smed

De unge har opdaget, at konsekvenser af dårligt arbejdsmiljø som oftest ender hos den enkelte artist. Både når det gælder belastninger fra stress, den øgede konkurrence og pres på rettigheder og
indtjening. Men også forebyggelse og valget af en god work-life-balance havner på artistens bord. 
På det traditionelle arbejdsmarked svarer det til, at den enkelte lønmodtager skal lave sin egen APV
og handlingsplan. Det er ikke bare en alt for stor opgave at sidde med alene, det løser heller ikke problemerne på det strukturelle plan.

Som faglig organisation ser vi mange sager, hvor der er uklarhed om ansvaret, og artisten står alene.
Der mangler redskaber til at sikre alle parter i en optræden, også selv om den kun varer nogle timer
eller en enkelt dag. Dertil kommer, at det lovmæssige grundlag på arbejdsmiljøområdet bør opdateres,
så artister og musikere har mere tydelige rettigheder og ikke falder mellem to stole – lønmodtager vs. selvstændig. 
 

Fælles ansvar for aftaler og arbejdskultur

Musik – og scenekunstbrancherne har mange freelancere som sikrer, at vi i Danmark har mange
og højt specialiserede fagligheder til at matche publikums efterspørgsel– lige fra linedanseren til
musikeren der spiller under vand. Skal vi som branche fortsat have et stærkt vækstlag og en
innovativ elite, kræver det, at vi sammen tager ansvar for at formulere en fælles, positiv arbejdskultur,
bedre rammer for beskæftigelse og udnyttelse af de kunstneriske fagligheder i flere typer arbejds
-relationer.

Som repræsentanter for artister og musikere har vi et godt samarbejde med brancheaktørerne om
at få normer for godt arbejdsmiljø og tydelig ansvarsfordeling ind i nye brancheaftaler. Som vi ved
fra den gode, danske model, så starter et godt arbejdsmiljø altid med et reelt samarbejde om fælles
målsætninger. Men branchen har også brug for det større fællesskab – samfundet - til at justere
de bagvedliggende strukturer og den rette økonomi.

      LÆS OGSÅ: "Jeg har været min egen største fjende" - om af stress og angst i musikbranchen