"Det er vigtigt for mig at performe i udlandet"

Danser og koreograf Julienne Doko. Foto: Julie Malmstrøm.

Det kan være svært at få hul igennem til den udenlandske scenekunst. Men man skal ikke give op. Det fortæller danser og koreograf Julienne Doko, der selv har optrådt flere steder på den udenlandske scene.

Hun har sidste år fået rådgivning om ‘turné og internationalisering’ fra Udviklingsplatformen for Scenekunst, der netop nu åbner for ansøgninger til nye rådgivningsforløb.

“I 2019 optrådte jeg i Norge. Og jeg har venner og netværk i USA, Canada og forskellige lande i Afrika, hvor jeg har boet og uddannet mig. Derfor har det været oplagt for mig at ansøge om at optræde på forskellige festivaler i de lande,“ siger Julienne Doko og fortsætter:

“Det resulterede i, at jeg sidste år blev valgt til at optræde på Battery Dance Festival i New York og derefter i Chicago til konferencen Women in Dance Leadership og senere i Portland i Oregon, alle 
steder med samme solo-show. Jeg har boet og studeret i Portland, så jeg var super glad for at komme tilbage og se mine venner.”


Lander i bunken af mails

Julienne Doko er 43 år, kommer fra Frankrig, men har boet i en række lande. Nu bor hun med sin mand og tre børn i København. Hun danser moderne dans og mixer forskellige stilarter - både i sine solodanse og med gruppen og forestillingen W.O.M.B, Worth of My Body, der har fokus på moderskabet og den forandrende krop. Men det er sværere for hende at få hul igennem til den udenlandske scene, når det handler om dansegruppen.

“Hvis jeg bare er mig, kan jeg købe en billet og tage afsted, som det lige passer ind i programmet hos mig og min familie. Men er vi gruppen, er der mange hensyn, og det koster mere. Derfor skal der også søges om penge fra flere fonde. Men jeg har fået en opmuntrende modtagelse fra publikum, og jeg tror på, at det show kan repræsenteres i flere forskellige lande. For moderskab er et tema, enhver kultur
kan forholde sig til," siger Julienne Doko.

Hun har kontaktet sit netværk i USA, Frankrig og Canada for at få dem til at sætte hende i direkte
kontakt med de relevante folk, der booker artister som hende.

“Men det er svært at få bookinger udenlands. Hvis ikke de forskellige venues kender dig, så svarer de
dig ikke. De får bunkevis af mails. Det er frustrerende, for man bruger meget tid og energi på at skrive hver enkelt mail.”


Vær høflig  og vedholdende

Hendes bedste råd er at hænge i og være vedholdende og blive ved med at kontakte de steder,
der skal få øjnene op for dig.

“Man bruger utrolig meget tid på det. Og den tid er ikke betalt. Derfor kan det godt være op ad bakke. Men man må ikke give op. Nogen gange er man heldig, at de svarer, de gerne vil holdes opdateret.
Og så er det bare om at blive ved med at skrive til dem. Man skal være meget aktiv og opsøgende.”

Det var også tilfældet, da hun var i New York sidste år. Inden hun tog afsted og lige før, hun optrådte, kontaktede hun forskellige venues for at gøre opmærksom på showet:

“Så kan de se, at du faktisk er en aktiv danser, der performer. De kan se, at jeg er seriøs og gerne vil møde dem,” siger hun og tilføjer:

“Man skal være vedholdende og høflig, og man kan sagtens sende en mail hver anden måned og fortælle, hvor man optræder og hvornår. De mennesker, der skal booke dig, de rejser ret meget.
Og hvem ved, om man lige er samme sted på samme tidspunkt. Det kan sagtens give pote.”


Kursus i tourne i udlandet

Sidste år fik hun rådgivning om ‘turné og internationalisering’ fra Udviklingsplatformen for Scenekunst, hvor hun indgik i et mentorforløb. Her fik hun hjælp til strategi, kommunikation og branding.

I forlængelse af kurset kontaktede Julienne et venue i Toronto, som hun allerede kendte, fra da hun boede i Canada. Og hun var heldig. Timingen var god. De stod lige og skulle booke ind til konferencen International Association of Blacks in Dance med en virtuel performance-kategori. Og her blev W.O.M.B udvalgt og har lige været med på konferencen, i en virtuel udgave.

“En af mine kontakter fra England, som jeg mødte til konferencen i Oslo,  foreslog mig. Samtidig sendte jeg også en ansøgning. Så, når det lykkedes, handler det ofte om et mix af ansøgninger og hårdt arbejde, netværk og timing.”

Udvikler sin faglige identitet

Det er vigtigt for Julienne Doko ikke kun at performe  i Danmark. Det kan dog være en udfordring at få familielivet med tre børn til at gå op i en højere enhed, når mor skal på tour.

“To af børnene går i skole, så jeg kan ikke bare sådan lige tage dem med. Og når jeg er afsted, er der
en masse networking og workshops, som jeg også skal til, og jeg kan ikke bare lige tage min partner
eller mor med. Det koster og skal også passe ind med deres planer. Så jeg er nødt til at lade familien
blive hjemme. Det er hårdt. Også for dem,” siger hun og tilføjer:

“Men jeg elsker at arbejde i udlandet. Jeg stræber selvfølgelig efter at forankre mig kunstnerisk
i Danmark, men jeg kan også godt lide at pleje mit internationale netværk. Det er vigtigt, at se
andre scener og shows i udlandet. Det udvikler mig som danser og artist, når jeg for eksempel
ser de nyeste dansestile i New York og kan sammenligne dem med, hvordan jeg selv danser.
Så det er vigtigt for mig at performe i udlandet.”

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS