Et år i Coronaens tegn for artisterne




Nytårshilsen og blik på året der gik fra artisternes formand Sara Indrio.


Kære kollegaer,

Tak fordi I kæmper så hårdt for at få musikken til at spille og scenetæppet til at gå for halvt fulde sale. Tak fordi I har spillet for biler på række og for et webcam hjemme i stuen. Tak, fordi I sørgede for, at børnene på hospitalet kan møde klovnen på video. Og tak til alle jer, som kæmper og holder ud uden
vi andre ser det.

Som krølle på året, der nu går på hæld, kunne jeg godt tænke mig at lege med en tanke: Forestil jer
en verden, hvor der ingen var til at løfte og berige os med musik. Eller at vi manglede klovnens evne
til at udtrykke humor og alvor i samme grimasse. Coronakrisen har fået os til at stille spørgsmål ved de allermest fundamentale behov.

De fleste mennesker kender svaret. De ved, at mødet mellem publikum og udøver flytter og bevæger som intet andet. Det æstetiske, kunsten, bevæger også et samfund, når den går forrest og giver sit eget, unikke perspektiv på det at være menneske. 

Derfor er det også godt, at vores fine, demokratiske velfærdssamfund på falderebet til 2021 viste vilje
til at rumme og hjælpe artisterne og vores kollegaer, efter Corona lukkede vores scener og gjorde det umuligt at virke i næsten et helt år. Mange oplever for alvor konsekvenserne nu, og branchen vil være mærket af årets nedlukninger langt ind i 2021. 

Regeringen kvitterede nu og her på samfundets vegne med løftet om hjælp. Og Kulturministeren fik anerkendt, så alle kunne høre det, at vores er et erhverv, der bidrager med noget vigtigt til det danske samfund. Vi vidste det godt, selvfølgelig, og det gjorde ministeren også, men det spreder optimisme,
at hun siger det højt - og vi tager hende på ordet. 

Nu gælder det akut om at holde smitten nede. Dernæst handler det om at finde smittesikre formater for optræden. Og på den lidt længere bane kan vi bruge læring fra krisen til at se på, hvordan man arbejder mindre for egen regning og risiko men bevarer den fleksibilitet, som er nødvendig for artisternes virke.

I mødet med politikerne møder jeg som ny formand vilje og imødekommenhed til at skabe den type forandringer. Men der er et stort behov for viden - viden vi også mangler om os selv. I DAF har vi stillet
os til rådighed for det arbejde og er kommet med konkrete forslag til løsninger til genstart og investeringer i at få vores erhverv rettet op efter krisen.

Den globale sundhedskrise har vist, at vi godt kan stå sammen og finde løsninger, når det virkelig gælder. Den bevidsthed skal vi bruge til at bekæmpe ulighed og klimaproblemer. På samme måde
har vi set en ny bevægelse mod et mere ligestillet arbejdsmarked, hvor der er bedre plads til de mange kvindelige talenter, til dem med anden etnisk baggrund og til en ny og friere dialog på tværs af køn og andre skel.

Snart lukker vi ned sammen med scenerne og går i hi i vintermørket. Vi vil prøve at få det bedste ud af en mærkelig juletid, hvor man skal vælge mellem mennesker, man holder af, for ikke at bringe andre i risiko. Men hvis man har det privilegie at være nødt til at vælge nogen fra juleaften, kan man jo faktisk regne sig blandt de heldige.

Også langt ind i det nye år kan det blive en hård tid for mange kollegaer og for branchen som helhed.
I Dansk Artist Forbund er vi meget klar over dette og fortsætter med at pege på løsninger, rådgive medlemmer, arbejde for at sætte de faglige dagsordner og skabe politisk opmærksomhed - på jeres vegne. Tak for jeres drivkraft, og for opbakning til os i året der gik.


Rigtig glædelig jul og godt nytår fra alle i DAF - Sara Indrio, formand

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS