Farvel til musiker Peter Svarre

Pianisten og keyboardspilleren Peter Svarre er død efter længere tids sygdom.

Som udøvende kunstner i 3 årtier har Peter Svarre arbejdet i en lang række konstellationer på den danske musikscene. Han har også skabt musik, bl.a. til computerspillet Mini Ninjas og undervist.

Altid tæt på den gode melodi
Vennen og kollega Aske Jacoby har skrevet disse ord om Peter Svarre:

Min ven, pianist og keyboardspiller Peter Svarre, er død. En musiker og et menneske der har været i mit liv siden jeg var teenager.

Soul og gospel med en sjat country i var hans musikalske varemærke. Tætte harmonier á la Stevie Wonder og noget umiskendeligt folkemusikalsk á la Bruce Hornsby. Altid i nær forbindelse med den gode melodi, både når han komponerede sange og når han arrangerede horn og strygere til andre. 
Som menneske var han varm, grundig, detaljefikseret, sjusket, elegant, forsinket, kærlig, loyal, livsnyder, pessimist, jordnær, spirituel, rummelig, forvirret, humoristisk, tør, oprigtigt interesseret i sine medmennesker, medfølende og empatisk – men allermest bare skide sød. Han vil blive savnet.
Hvil i fred, kæreste Peter

 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677
Søgemaskineoptimering og CMS