Formandsinterview: arbejdsvilkår og kreative fagligheder

Sara Indrio er ny formand for Dansk Artist Forbund. Foto: Isak Hoffmeyer.
Netmediet Kulturmonitor har bedt Dansk Artist Forbunds nyslåede formand Sara Indrio fortælle om visioner og aktuelle arbejdsopgaver.

Udover at hjælpe medlemmerne i den pressede coronasitation, så er forbedringer af artisternes arbejdsvilår øverst på to-do-listen, forklarer hun i interviewet.

”Det er klart, at coronasituationen er øverst på dagsordenen lige nu. Det bliver den nødt til at være, for situationen er igen blevet meget usikker for mange af vores medlemmer,” siger Sara Indrio til interviewet med Kulturmonitor og fortsætter:

“Særligt vores juridiske afdeling har løbet og løber fortsat rigtig stærkt i forhold til at rådgive artisterne omkring kompleksiteten i de udspil, der kommer fra de forskellige styrelser – både i forbindelse med hjælpepakkerne og de nye udmeldinger. Alt det gør, at vi har sindssygt travlt.”

Det skal handle om arbejdsvilkår
Coronakrisen har også vist betydningen af en generelle sikkerhed for et kunstnerisk arbejdsliv, fortæller Sara i interviewet og nævner eksempler som barsel og pension.

”Det handler om de ting, som det danske lønmodtagersamfund har været rigtig gode til at skabe rammerne for, men som mange artister står udenfor. Det arbejde, vi har som artister, kræver i sagens natur et vist rum af fleksibilitet. Det er en nødvendighed for at kunne udføre arbejdet, at man for eksempel rejser rundt, eller at man har skiftende arbejdsgivere. Men konsekvensen er, at mange arbejder uden sikkerhedsnet, og at arbejdslivet bliver svært at kortlægge og forstå for systemet.”

Ny formand vil have nye rollemodeller
I tiltrædelsesinterviewet sætter Sara Indrio også ord på ambitionerne om at ændre på opfattelsen af, hvad det vil sige at arbejde som kunstner. Der bør ikke være et modsætningsforhold mellem skabelsen af kunstnerisk kvalitet og den gode forretning, forklarer hun.

”Det er lidt som om, at det er svært at få en forståelse for, at de danske artisters arbejde også er del af et erhverv. Vi omsætter for milliardbeløb hvert år, vi repræsenterer arbejdspladser og bidrager til samfundet. Det er unuanceret, når vi bliver stemplet som nogen, der er afhængige af kulturstøtte, eller som ’bare gør det som hobby’. Vi trænger til et opgør med den fortælling, og vi har brug for nogle modeller, som bedre understøtter et langt og bæredygtigt liv som indholdsskaber.

I forlængelse af den vision vil Sara Indrio også bruge formandsposten til at skabe endnu mere opmærksomhed om at de kreative erhverv som et væksterhverv, forklarer hun i interviewet:

”Det kan også være at bringe de kreative fagligheder i spil endnu tættere på samfundets store institutioner. Det kunne være sundhedsvæsenet eller folkeskolen eller noget tredje. Generelt er det vigtigt at understøtte, at de metoder og den faglighed, som vores medlemmer benytter sig af, kan bruges på flere måder i det danske samfund, end det er tilfældet nu.”

 

LÆS OGSÅ: Skriv til DAFs nye formand

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS