Forslag om betalingskonto kan hjælpe kreative iværksættere

For mange små iværksættere, foreninger og selvstændige er det både dyrt og besværligt
at etablere en erhvervskonto.

Det kan blive lettere i kraft af et kommende lovforslag fra regeringen, der stiller krav til bankerne om at tilbyde en basal konto til en rimelig pris.

Initiativet lover godt for artister og musikere,
der arbejder via eget firma eller forening, og
som derfor har brug for en erhvervskonto. Kontoen kan koste flere tusinde kroner om året, og belaster både økonomi og administration.

Dansk Artist Forbund har skubbet på for en løsning, og sat fokus på problemstillingen hos både Kulturministeriet og Erhvervsministeriet.

Regeringens kommende lovforslag lægger op til en basal erhvervskonto, der er nemmere
og hurtigere at etablere.

”Forslaget er et skridt fremad for kunstneriske iværksættere, artister og musikere. Når man i forvejen navigerer med stor usikkerhed for indtjening, er et fast, højt beløb, for at kunne have en konto til sin virksomhed, et væsentligt benspænd. Det har vi i Dansk Artist Forbund presset på for at få afskaffet," siger Sara Indrio, der er artisternes forperson.

Bankerne kræver i stigende grad, at alle får en erhvervskonto i henhold til hvidvaskloven. Kravet rammer også selvstændige uden CVR-nummer - sågar hobbyvirksomheder.

Kommende lovforslag om basal erhvervskonto

I det nye lovudspil vil regeringen kræve, at banker skal tilbyde en basal erhvervskonto til en rimelig pris, hvilket inkluderer at nedsætte både løbende gebyrer og oprettelsesgebyret.

Desuden skal bankerne forpligtige sig til at behandle ansøgninger om at åbne basale betalingskonti inden for 10 dage, ligesom det skal være muligt for de små virksomheder og foreninger at indgive en klage, hvis bankerne giver et afslag på en anmodning.

Erhvervsministeriet oplyser til Dansk Artist Forbund, at lovforslaget om basale erhvervskonti vil blive fremsat i efteråret 2024.

 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS