Fra handling til forandring - #Metoo #StopStilheden

Af Lena Brostrøm, formand for DAF

Det er ganske ubegribeligt at læse og høre alle de rædselsberetninger om krænkelser af kvinder i film og scenekunstbrancherne. Det gør et meget stort indtryk på mig og er helt umuligt at få ud af tankerne igen. 

Al den vrede og uretfærdighed jeg mærker under #metoo læsningen skal ganske givet ganges med 1000, hvis man er én af de kvinder, der har oplevet det. Magtmisbrug, krænkelser - psykiske som fysiske - og nedladende adfærd er ydmygende og nedbrydende at være udsat for. Det kan opleves helt umuligt at gøre op med alene, og det er tydeligt, at rigtig mange kvinder har stået alt for alene i denne tabubelagte situation - flere endda gennem mange år. Så TAK for #-tegnet og tak til alle dem der vover at dele deres fortællinger.

Det startede med filmområdet og scenekunstområdet meldte sig straks – og er i Danmark nu forenet i et nyligt forfattet manifest som man kan underskrive, hvis man er en del af områderne.

#Metoo har tydeliggjort og offentliggjort problemer, som i den grad vedkommer og kræver handling af os alle. Kampagnen betyder, at vi nu mødes globalt om den dagsorden og at oplevelserne kan blive sagt højt nu, også i Danmark, så den krænkede bliver hørt, mindre isoleret og stærkere. Og ikke mindst: at der kan tages affære.

Grænseoverskridende adfærd er aldrig i orden - om det er ledere der misbruger sin magtposition med krænkende adfærd eller kollegaer imellem. Alle har et ansvar for at opføre sig ordentligt, og for at vi kommer videre fra dette ødelæggende tabu.  Kvinder skal til hver en tid kunne sige højt hvor grænsen for går og vi skal tale åbent med hinanden om uønsket seksuel opmærksomhed. Og mænd skal blive opmærksomme på egen og fællesskabets adfærd og omgangstone og være med til at sige fra.

Jeg har fulgt beretninger, debat og lukkede FB grupper meget nøje, ikke mindst den gruopvækkende Reading på Teater Edison, hvor 100 kvindes beretning blev læst op. Læs selv hvor I kan og lær hvor det er muligt! Det psykiske arbejdsmiljø er et fælles anliggende og vi skal stå sammen om at slå dårlige kulturer ned.  

Er der behov for mere #metoo hvor andre brancher kan lukke skeletter og rædselsberetninger ud af skabene – både vores kreative og i resten af samfundet? 
Der er så vidt vides ikke igangsat en #Meetoo i den rytmiske musikbranche endnu og der har i DAF regi ikke været nogle kendte krænkelsesager. Men vi vil selvfølgelig gerne vide hvordan problemet eksisterer blandt artister og jeres relationer og opfordrer derfor til, at man kontakter mig i fortrolighed om krænkende og uønsket seksuel opmærksomhed. Man behøver ikke dele specifikke oplysninger i en første samtale, men en henvendelse kan være med til at fortælle hvor og hvordan der foregår krænkende adfærd og får jeg flere henvendelser, vil vi efter nytår igangsætte en undersøgelse. Og det er klart, at kommer der en beretning der kan føre til en sag, så kører vi den. Men først og fremmest vil vi gerne udarbejde samarbejdsmodeller, der kan styrke den professionelle omgangsform i branchen.
 
Det handler her og nu om at skabe forandring, hvor den enkelte bliver stærkere og mindre ensom ved at sige det højt som angår os alle: et ordentligt arbejdsmiljø kræver ordentlig opførsel!

Den seneste tid har vist, at sammen kan vi smide fløjlshandskerne og sige det usagte højt – nu skal vi sammen stoppe negativ adfærd og skabe sunde rammer for vores arbejde.
 
Lena Brostrøm - lbd@artisten.dk
 
Se også:

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in English
Søgemaskineoptimering og CMS