Genåbning: Scener og artister mangler klarhed




Forhandlingerne om en ansvarlig genåbning af teater- og kulturliv er netop startet. Scener og artister
er afhængige af at samle et større publikum, og branchen afventer med spænding størrelsen på publikum til indendørs koncerter og forestillinger og en dertilhørende økonomi. For nylig gjorde statsminister Mette Frederiksen opmærksom på vigtigheden af kultursektoren – og at der bliver arbejdet på genåbning.

Inden forhandlingerne fremlagde Dansk Artist Forbunds formand Lena Brostrøm artisternes
og branchens behov for afklaring og fakta over for kulturministeren. Budskabet er enkelt, men alvorligt. DAF mener, at der er brug for langsigtede planer for de rammer, som kunstnere og publikum mødes i
– ellers risikerer kulturlivet at gå helt i stå.

Koncerter og forestillinger kan ikke realiseres fra den ene dag til den anden, så vi presser fortsat på, for at regeringen nu giver rammer, der gælder resten af året. Spillesteder, festivaler og kunstnere skal
ud af ventepositionen og i gang med deres arbejde, også selvom der selvfølgelig skal tages sundheds-hensyn omkring indendørs koncerter. Hen over sommeren har branchen tydeligt vist, at den sagtens
kan stå for sikre kulturoplevelser, og det haster med at vide, om de bookede koncerter og optrædener
i efterårskalenderen bliver til noget eller ej. Ellers visner vores vitale kulturliv og langtidsarbejdsløsheden breder sig for alvor.

DAF MENER:

  • Klarhed – giv kunsterne, arrangører og publikum klar besked om de rammer de kan forventes at arbejde og mødes i henover dette efterår og vinter
  • Viden – igangsæt undersøgelser der kan afklare publikumsadfærd og sandsynlighed for smittespredning – altså evidens til at kunne beslutte
  • Økonomi - der kan sagtens afvikles corona-sikre koncerter i nye og mindre formater, hvis de mange spillesteder får klare retningslinjer og en tilstrækkelig økonomisk ramme til at afhjælpe begrænsede indtægter.

Siden foråret er fundamentet fjernet for at udøve sin forretning og sine kunstneriske aktiviteter på grund af ydre omstændigheder. Vi, der lever af at optræde, har det tilfælles, at det kræver en ekstremt høj specialiseringsgrad og en villighed til at arbejde oftest på freelancebasis i korte ansættelser. Formatet, eller kunsten om man vil, dikterer denne arbejdsform, og det er for mange et arbejdsliv, som det kræver år, uddannelse og investering at opbygge. For nogle er det et liv med indtjening under mindstelønnen, for andre stor folkelig popularitet og høj indtægt, og igen er der andre, hvis indtjening er som gennemsnittet af befolkningen. Men for ALLE gælder det, at det er deres arbejde.  

Vi har brug for, at landets kulturpolitikere fortsat bakker op om vigtigheden af hele kultursektorens eksistens. Vores rige kulturliv er et stærkt erhverv, livemusikområdet alene omsætter for 6 mia. kroner om året. Kulturlivet er også en vigtig social og mental infrastruktur, så spillesteder og teatre bør være åbne lige som skoler og kirker.

Vi anmoder om, at en fortsat nedlukning nu sker på baggrund af evidens og ikke formodninger. Vi trænger til, at der bliver stolet på arrangørerne på samme måde, som man har valgt at stole på borgere, sportsarrangører, detailhandel og institutioner i corona-krisen.

Sidst men ikke mindst har vi brug for en klar og tydelige plan, som viser, at der er politisk vilje til at holde hånden under kunstnerne og deres arbejdspladser.

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS