“Kontrakten kan være min vej til en karriere som artist”



22-årige Silje Etva Lund Nørgaard med kunstnernavnet ETVA er ved at lægge sidste hånd på
en kontrakt med musikselskabet Sony. For hende har det vigtigste spørgsmål i arbejdet med
kontrakten været: “hvad vil jeg egentlig?” Det har gjort hende klogere på, hvem hun er - som
ung kvinde og som musiker.

Af Laura Elisabeth Lind, journalist


“Jeg stod der en onsdag midt i februar på fortovet med min cykel. Jeg var på vej hjem efter en lang
dag på universitet, da jeg læste mailen fra SONY. Jeg begyndte nærmest at grine og græde på samme
tid, for det var jo det, jeg havde drømt om. Det var bare så surrealistisk. Jeg stod der og følte mig som
lille studerende, og samtidig havde jeg en følelse af, at et nyt eventyr ventede mig.”

Sådan lyder ordene fra Silje Etva Lund Nørgaard, når hun beskriver det magiske øjeblik for snart to måneder siden, hvor hun fandt ud af, at hendes drøm om at leve af musikken var rykket et skridt tættere på. For SONY havde tilbudt hende en et årig udviklingskontrakt, hvor musikselskabet vil hjælpe med at udvikle ETVA som artist. Og den kontrakt er hun netop ved at lande i samarbejde med Dansk Artist Forbund:

"Udviklingskontrakten er en forløber til en egentlig indspilningskontrakt, hvis samarbejdet går godt.
Og så kan min karriere som artist for alvor tage fart".


Dansk Artist Forbund som forhandler

Samtidig med, at hun var glad, stolt og spændt, boblede kroppen også over af en masse andre følelser, holdninger og spørgsmål, i takt med, at hun fik sig kæmpet igennem den alen lange kontrakt. 

“Jeg har aldrig set sådan en kontrakt før. Der var helt klart nogle ting, hvor jeg tænkte, “det her er jeg
ikke enig i, det skal jeg have kigget på.” Og i starten var der også tidspunkter hvor jeg tænkte, “skal jeg overhovedet det her?”, fortæller Silje, der anbefaler at man slår koldt vand i blodet, når man står med en masse modsatrettede følelser.

Hun bad om råd i sit musiknetværk, og flere anbefalede hende at tage kontakt til Dansk Artist Forbund,
der nu står for forhandlingsdelen med SONY. 

“Jeg ved, at juristen har styr på det. Hvis jeg stod med den del selv, ville jeg nok ende med at skrive under på noget, jeg ikke kunne se mig selv i. Men vi har en tæt dialog om kontrakten i forhold til mine ønsker, hvad jeg kan gå på kompromis med og hvad vi kan få igennem.” 
 

Silje Etva Lund Nørgaard, ETVA, er netop ved at lande en kontrakt med musikselskabet SONY.
Hun er glad for, at Dansk Artist Forbund forhandler for hende. For som hun siger: “Hvis jeg stod
med den del selv, ville jeg nok ende med at skrive under på noget, jeg ikke kunne se mig selv i.”
Foto: Pr-foto.

                       
LÆS OGSÅ: Klar til skrive under på en kontrakt


Parat til et livsændrende valg?

Silje Etva Lund Nørgaard er vokset op med to konservatorieuddannede forældre. Og lige siden hun
var helt lille, har hendes far været roden til lærdom om producering og sangskrivning. Fra hun var
15 år har hun selv produceret, indspillet og sunget sin egen musik, som hun beskriver som dansk
elektropop. Ved siden af musikken studerer hun Medievidenskab på Aarhus Universitet.

“Så da jeg stod der med min cykel og læste mailen, måtte jeg efterfølgende prøve at se lidt frem i tiden og for alvor spørge mig selv: Hvad er det, jeg vil? Er jeg parat til at tage det her livsændrende valg?
Jeg har altid drømt om at leve af min musik, og jeg vil også gerne bidrage til, at vi får flere kvindelige artister på den danske musikscene, som er meget mandsdomineret. Men jeg vil samtidig gerne gøre
min bachelor færdig. For jeg kan godt lide at have et sikkerhedsnet at falde tilbage på. Bliver det for
hårdt med begge dele, må jeg søge orlov fra studierne,” fortæller Silje Etva Lund Nørgaard.

Det var egentlig iværksætterforløbet “Royalties” for talenter i musikbranchen som banede vejen til hendes kontakt til SONY. For med på kurset var en A&R manager, som spotter nye talentfulde artister. Silje Etva Lund Nørgaard tog kontakt til hende, og siden er det gået stærkt:

“Som det har været indtil nu, er jeg meget mig selv og min musik. Det er mega demotiverende.
Men nu er der pludselig nogen, der siger, “du har noget helt specielt, og vi tror på dig.”


Ingen skal eje mig

Gennem arbejdet med at lande en kontrakt har hun lært meget om, hvem hun er, og hvad hun vil.

“Når man sidder med så lang en kontrakt, rejser der sig helt naturligt nogle spørgsmål, og det betyder,
at jeg kender mig selv bedre nu - personligt og karrieremæssigt.”

Hun har fx. fundet ud af, at det er vigtigt for hende, at musikselskabet ikke tager over og “ejer” hende som musiker.

“Jeg prøver derfor at få skrevet mit samtykke ind i kontrakten så mange steder som muligt. Jeg tror, det er vigtigt, at man er tro mod de følelser, man har. Samtidig er jeg også klar over, at jeg ikke sidder over for nogle maskiner, der vil have mig ned med nakken, men mennesker, der vil mig det godt og gerne vil hjælpe mig med min udvikling,“ siger den 22 årige artist, der glæder sig til at sætte sin underskrift på aftalen og komme i gang med samarbejdet:

“Det bliver fedt. Kontrakten er måske min vej til den karriere som artist, som jeg gerne vil have.”

 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS