Musikalsk julekalender vil støtte danske artister



 

MusikJul hedder julekalenderen der vil styrke musikscenen og eksponere danske artister og musikere i
et nyt koncept.

Hver dag i december måned fremhæver Musikjul en dansk artist på Instagram og udgiver en artikel
om den pågældende kunstner på sitet musikJul.dk. Julekalenderen byder også på konkurrencer,
hvor man dagligt kan vinde præmier, som de involverede artister har sat på højkant. 

Kalender med erfarne og nye artister
Projektet rummer artister fra alle lag af den danske scene. Med navne som Ju Kaia, duoen UNG-SKAB, JJ Paulo, School of X og Maximillian, er der fokus på både nye og erfarne artister, fortæller initiativtageren og manden bag konceptet, Frederik Sandø. 

"Vi gør en indsats for at have så bred en repræsentation som muligt og har meget for øje at udvælge artister der både er upcoming og etableretDette års udgave af MusikJul skal også fungere som en platform, som giver et boost i den rigtige retning," fortæller han. 
 
Dansevenlig privat koncert som præmie 
Hver kunstner udlodder en præmie, som gives væk på den givne dag, og præmierne kan være signerede plakater eller en hjemmekoncert. 

En privat koncert er netop hvad artisten JJ Paulo, der selv beskriver sin musik som farverig og dansevenlig, har sat på højkant i kalenderprojektet:

 "En privat optræden i vinderens hjem, det kunne være sjovt. Set-uppet aftales med vinderen, enten med udstyr eller bare hvor der er musik på højtaleren og jeg synger ud i lokalet," fortæller JJ Paulo om præmien.

Overskud går videre til artisterne
Udover at skabe opmærksomhed om musikken, vil MusikJul også sende en del af et eventuelt overskud videre til artisterne.

Frederik Sandø startede projektet under coronakrisen sidste år med et mindre oplag på 100 kalendere og har i år udvidet salget til at omfatte 2.500 fysiske og 2.500 digitale kalendere. Prisen er 80 kroner stykket og planen er at sende 60 procent af et overskud videre til de artister, der optræder i kalenderen, mens de øvrige 40 procent skal sikre, at musikkalenderen kan vende tilbage i 2022.

Foto: JJ Paulo debuterede i 2016 og har siden udgivet  ep’en Born in Africa (2017) og senest ep’en Bujoram (2019). . 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS