Musikorganisationer går sammen for at sikre rimelige indtægter fra streaming


De rettighedshavere, som skaber indholdet til musikstreamingtjenesterne, bliver ikke ordentligt betalt for deres arbejde, og intet tyder på, at markedsfejlene korrigerer sig selv. Derfor har en række af musikkens organisationer nu etableret et nyt samarbejde med et overordnet mål om
at sikre rimelige indtægter fra streaming til musikkens skabere og udøvere.


Den omfattende rapport `The Polaris Nordic Digital Music Survey 2022´ sætter tal på streamingforbruget. Her kan man blandt andet læse, at kun 57 procent af danskerne abonnerer på en musikstreamingtjeneste, mens hele 60 procent af danskernes samlede digitale musikforbrug foregår på en af de mange gratis musiktjenester, hvor betalingen til musikskaberne minimum er ti gange lavere end på de abonnementsfinansierede tjenester.

Når disse problemer sammenholdes med, at abonnementspriserne i bedste fald har været fastfrosset i mere end et årti, og at den gennemsnitlige udbetaling per stream er faldende, bliver det for alvor tydeligt, at musikkens skabere og udøvere, som leverer indholdet til streamingtjenesterne, ikke får en rimelig betaling.

Der er ingen udvikling, der peger i retningen af et streamingmarked, som retter op på de ubalancer
og markedsfejl, der tydeligvis eksisterer. Det er naturligvis en kilde til stor frustration blandt musikkens skabere og udøvere.

Derfor har Koda, Danske Populær Autorer, Autor, Musikforlæggerne, Dansk Komponistforening,
Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund nu etableret et formelt samarbejde. I den forbindelse nedsættes en arbejdsgruppe med deltagere fra samtlige organisationer, og den vil arbejde for et overordnet mål om at sikre rimelige indtægter fra musikstreaming og komme med konkrete bud på, hvordan dette kan sikres.

Streaming af musik er blevet vigtig for både forbruger og artist. Derfor er samarbejde på tværs af rettighedsorganisationer om at finde de løsninger, der skal skabe bedre balance i forretningen et
vigtigt skridt for Dansk Artist Forbund: 

“DAF arbejder både på indre og ydre linjer om at skabe bæredygtigt musikliv. Derfor er vi aktive
i at samle kræfterne på tværs af musikkens organisationer om meget komplekse spørgsmål,” 
siger forperson Sara Indrio.

Foto: Tina Axelsson

Organisationerne bag samarbejdet 

  • De skabende musikere: Koda, Danske Populær Autorer, Autor, og Dansk Komponistforening repræsenterer sangskriverne og komponisterne. Musikforlæggerne er en brancheorganisation
    for musikforlag i Danmark og er også medlem af Koda.
     
  • De udøvende musikere: Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund repræsenterer artisterne og musikerne.
Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS