Ny aftale forlænger hjælpepakker

En helt ny politisk aftale med hjælp til kulturlivet er faldet på plads.Den nye aftale forlænger og udvider flere af de eksisterende ordninger, og det er både godt og nødvendigt lyder det fra Dansk Artist Forbund. 

”Der er mange gode takter i aftalen som også rækker ind i det nye år. Det lange lys er vigtigt og vi er glade for tiltag der stimulerer aktivitet, som f.eks. arbejdslegater og genstartspakke. Forhåbentlig kan de være med til at skabe mere arbejde og økonomi i de nærmeste måneder,”
siger formand Sara Indrio.

Aftalen giver også en hjælpende hånd til kunst- og kulturinstitutionerne og dermed også til de artister, der har teateret som arbejdsplads. Men den seneste aftale indeholder ikke hjælp til alle dem, der er ramt af, at telefonen ikke ringer, og det presser branchen, lyder det fra artisternes formand:

”De nuværende hjælpepakker tager højde for aflysninger grundet restriktioner, men ikke for den generelle nedgang i branchen. Mange artister oplever at få flyttet deres koncerter flere gange eller aflyst fordi der er usikkerhed om publikum tør dukker op. Under normale forhold leverer artister og spillesteder i gennemsnit 100 live-koncerter om dagen, men lige nu ser vi kun en tredjedel af det antal. Det presser branchen og hele det musikalske økosystem.”

Hvad skal der til for at få kompensation?
I den første runde var hjælpepakkerne brede og dækkede bl.a. manglende indtægter, beskrevet ved hjælp af en referenceperiode. Men siden sensommeren er vilkårene ændret, så kompensation kræver dokumentation for at en aflysning et sket pga. af gældende corona-restriktioner.

Adgangskrav til nye ordninger på vej
I de forlængede ordninger kan man søge om kompensation hvis jobbet bliver aflyst pga. af direkte eller indirekte corona-restriktioner. Men hvordan aflysningerne skal dokumenteres vides endnu ikke. DAF håber på at have mere information om dette i næste uge.   
            
Gældende corona-restriktioner

•    Forbud mod at holde åbent
•    Forsamlingsforbuddene 
•    Grænselukninger 
•    Udenrigsministeriets rejsevejledning


Den nye politiske aftale indeholder:

Forlængede kompensationsordninger 
- perioden for eksisterende pakker forlænges 

Udvidet adgang for musikere og artister til fest-leverandør pakke 
- nu kan også artister og musikere uden et CVR-nummer søge om hjælp på grund af aflyste private fester og sociale begivenheder i private hjem

Arbejdslegater
- kan søges til udvikling af nye projekter i 2021

Udvidet aktivitetspulje
- tilskud til aktiviteter på kulturområdet i perioden fra og med den 1. september 2020 til og med den 31. januar 2021.  
 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS