Ny finanslov uden kulturbesparelser

Fra årsskiftet er de årlige 2 procents besparelser på kulturområdet fortid.

Den netop vedtagne finanslovsaftale sætter en stopper for den meget kritiserede ’grønthøster’ og øremærker penge til Copenhagen Phil og Danmarks Underholdningsorkester i finanslovsaftalen.
 
Med finanslovsaftalen annulleres de besparelser som kulturområdet havde udsigt til og i Dansk Artist Forbund hilser formand Lena Brostrøm aftalen velkommen:

”Et stop for de tilbagevendende besparelser er et stort og vigtigt skridt fremad for alle.
Både de mange der bruger og nyder kulturen og for de udøvende og skabende kunstnere
der får kunsten til at ske. Jeg er meget glad over, at institutioner og orkestre nu igen bliver
styrket og får arbejdsro til at gøre det, de er så dygtige til."

 
Men fravær af besparelser er på den lange bane ikke nok, lyder det fra artisternes formand. Fremadrettet bør der tilføres danske kunstnere og kulturmiljøer midler:

”Kunstnerne og de kunstneriske institutioner udgør en unik ressource og som samfund skal vi netop investere i kunstnerne for at vi kan nyde godt af et innovativt kulturliv, både nu og i fremtiden.” 
 
Finansloven på kulturområdet i tal
Omprioriteringsbidraget annulleres fra næste år, hvilket svarer til, at planlagte besparelser
på 764 mio. kr. i perioden 2020-2023 ikke gennemføres. 
  • Der afsættes 2 mio. kr. årligt i 2020 og frem til symfoniorkesteret Copenhagen Phil,
    som kommer ud over afskaffelsen af omprioriteringsbidraget på orkestrets bevilling.
     
  • Der afsættes 8 mio. kr. i 2020 til Danmarks Underholdningsorkester,
    herunder til orkestrets pædagogiske læringsprojekter for folkeskolen.

Bedre finanslov end ventet
I det oprindelige finanslovsudspil var der lagt op til omprioriteringsbidraget skulle fortsætte, bortset fra
de kunstneriske uddannelser. Til gengæld ville kulturinstitutioner som f.eks. museer og orkestre stadig
være underlagt sparekravet
 
LÆS OGSÅ: Finanslovsforslag fjerner nedskæringer fra kunstneriske uddannelser
 
Om finanslovsaftalen
Regeringen har indgået aftalen med Radikale, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Aftalen annullerer det planlagte omprioriteringsbidrag fra 2020. 

Om omprioriteringsbidraget
Den tidligere V-regering indførte i 2016 besparelser på 2 pct. årligt på driftsbevillinger på kulturområdet
– herunder museer, teatre, kunstneriske uddannelser og folkehøjskoler. I 2019 udgør omprioriterings-
bidraget på kulturen 79,2 mio. kr. (ekskl. Kulturministeriets departement og Slots- og Kulturstyrelsen).
Kilde: Kulturministeriet 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS