Sidste uges publicservice aftale mellem DR og kulturminister Mette Bock afspejler de kraftige 20% besparelser som blev introduceret i medieaftalen som blev vedtaget tidligere på året.
Den nye public-servicekontrakt sætter væsentlig mindre rammer for DR i de næste fem år, og indebærer lukningen af 3 radiokanaler og 3 tv-kanaler.
Fra 1. januar 2019 kan danskerne ikke længere se DR3, DK og DR Ultra, ligesom radiokanalerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz vil være helt tavse efter årsskiftet.
Formand for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm, er stærkt kritisk over det formindskede public service udbud.
”Kulturministeren har talt rigtig meget om et fokuseret DR, men resultatet er snarere et ufokuseret DR. De radio og tv-kanaler der netop er fokuserede og går i dybden med kulturelt indhold, forsvinder nu. Det grundlæggende public service princip bliver svigtet, når så meget af det, som skæres ud af DRs flader, er det indhold som ikke kan leve på det kommercielle marked. Det er et kæmpe tab at P6 Beat, der som den nye frække i klassen, har lykkedes med at være både nørdet og nyskabende i DR sammenhænge, nu lukkes. Vi mister mere af den type høje faglighed i musikkurateringen når P8 Jazz, der formidler moderne jazz midt i en tid, hvor jazzmiljøet netop nyudklækker en masse nyt talent – også slukkes. Det er absurd og meget lidt public service agtigt”.
Mere dansk indhold i et reduceret DR
På trods af de færre kanaler, forpligter aftalen DR på at levere mere dansk indhold. DR skal ’med vægt på dansk indhold stille relevant public service-indhold til rådighed for børn og unge’ lyder det i kulturministeriets fremlæggelse. Derudover øges kravet om at spille mere dansk musik i DR radiokanaler fra 43 til 48 procent på såvel P3 som P4. Artisternes formand Lena Brostrøm har også fokus på dansk indhold, men lægger stor vægt på at der sker en faglig formidling.
”Jeg glæder mig over at barren sættes højere for andelen af dansk musik i radioen. Men procentdele er ikke nok, der skal ske en faglig kuratering af dansk musik for at styrke dens position. Formidling er nøgleordet for at sikre at der ikke sker en kulturel skævvridning, men at dansk musik fortsat har en tydelig plads i mediebilledet. ”
Læs mere om den nye public service kontrakt