Streamingtjeneste på vej med ny model til afregning


Franske Deezer vil i praksis afprøve den brugercentrerede afregning, hvor det er lytterens valg der direkte afgør, hvor mange penge der går til den streamede kunstner.


Den har været omtalt mange gange den brugercentrerede betalingsmodel for musikstreaming-tjenesterne. UCPS hedder den – User Centric Payment System. I modsætning til den gældende afregningsmodel baseret på markedsandele kaldet pro rata fordeler user centric-modellen betalingen efter det faktiske forbrug af navngivne kunstnere.

Nu tager den franske streamingtjeneste Deezer UCPS i brug. I første omgang som pilotprojekt i Frankrig i starten af 2020 men meningen er, at det senere skal bredes ud til andre lande. Allerede i september sidste år var Deezer ude med nyheden. Ludovic Pouilly, Senior Vice President, Institutional & Music Industry Relations, Deezer, siger, at Deezer regner med at sætte projektet i søen som planlagt, men at man stadig forhandler med musikselskaberne om en aftale – herunder de store majorselskaber.
 

Ønsker mere fair fordeling

Deezer forudser, at ændringen til den brugercentrerede model kan betyde, at de mest populære og streamede kunstnere vil opleve et mindre fald i indtægt, mens kunstnere i mellemgruppen og længere nede i streaming-hierarkiet kan se frem til en fremgang. Argumenterne fra Deezers side for at satse på den brugercentrerede model er blandt andet, at den giver en mere fair fordeling af indtægterne, at man
i højere grad vil bakke op om lokale kunstnere og niche-genrer, og at man kan begrænse effekten af falske konti og snyd.

 

Deezer illustrerer sammenhængen mellem lytternes stream og afregningen i henholdsvis pro rata (tv) og usercentric (th)


Ny omgang af gammel diskussion

Rasmus Rex Pedersen, adjunkt, ph.d. Roskilde Universitet, forsker i musikbrancheforhold og i særdeleshed streaming mener, at markedet er modnet til den brugercentrerede afregningsmodel:

“Diskussionen om user centric-modellen fandt især sted tilbage i 2013-2014, og på det tidspunkt var
der ikke den store interesse for at røre ved den. Mit klare indtryk er, når jeg snakker med folk i branchen,
at flere og flere kan se relevansen af at tage diskussionen igen.”


Skandinaviske undersøgelser

I 2014 publicerede Rasmus Rex Pedersen en undersøgelse om user centric kontra pro rata. Undersøgelsen, der var baseret på data fra streamingtjenesten Wimp (i dag Tidal), viste, at der
ikke ville blive flyttet nævneværdigt på fordelingen af afregningerne til kunstnerne ved brug af user centric. Det samme viste en tilsvarende norsk undersøgelse samme år. En finsk undersøgelse fra
2018 – baseret på data fra Spotify – konkluderede det modsatte, nemlig at user centric-modellen ville flytte en del af indtægterne fra nogle af de få, men mest populære kunstnere til en bredere skare af kunstnere uden for den absolutte top. Med andre ord: Lidt mindre til stjernerne og lidt mere til vandbærerne.

Deezers initiativ er interessant i forhold til konkret at finde ud af, hvilken effekt det har. Det lugter lidt af, at man gerne vil afprøve modellen på et begrænset marked og på den måde få mulighed for at se effekterne af det, inden man tager beslutning om, hvad der skal ske i større skala. Det er vigtigt at sige, at det her er én lille knap, man kan skrue på for at regulere og gøre tingene mere fair for musikerne,” siger Rasmus Rex Pedersen.


LÆS OGSÅ
Brugercentreret afregning kan gavne musikbranchen


Afgrænset pilotprojekt

Deezers pilotprojekt omfatter ikke publishing og forvaltningsselskaber. Det vil sige, at det gælder musikselskaber og udgivelser, ikke afregning til sangskrivere og forlæggere. Ifølge Deezer er det
dog meningen, at deres user centric-model også skal gælde for disse områder på længere sigt.

Tekst: Martin Blom Hansen. Foto: Colourbox. Infographic: Deezer.com

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS