To klovneforkæmpere er ikke mere


Charlie og Binalto - aka Bo Bjerregaard (tv) og Jan Kierulf (th). Privatfoto



Med få dages mellemrum er de to klovne og hovedfigurer i Cirkus 3, Jan Kierulf og Bo Bjerregaard, gået bort. De to artister har ikke bare begejstret hundredetusinder af børn og voksne, de har også været frontkæmpere for at få anerkendt klovnens kunstneriske værdi. 


I weekenden sov Jan Kierulff, bedre kendt som klovnen Binalto, pludseligt ind - kun fem dage efter
hans mangeårige partner, klovnen Charlie alias Bo Bjerregaard, var afgået ved døden efter længere
tids sygdom.

I mere end 40 år har de to artister optrådt herhjemme og i udlandet under navnet Cirkus 3 med over 3.500 klovneshows. Samtidig har Bo Bjerregaard og Jan Kierulf også taget en stor tørn for fællesskabet og for at styrke klovnefaget herhjemme. 

Begge artister var bekymrede for klovnefagets anerkendelse og fremtid i Danmark, og rettede en skarp
kritik af refusionsordningen, hvis kriterier udelukker klovneshows. Ordningen giver udvalgte forestillinger
50 % refusion når f.eks. børnehaver og skoler booker en optræden.

Det blev til diverse debatindlæg, foretrædener for Folketingets kulturudvalg og henvendelser til de skiftende kulturministre for at gøre opmærksom på konsekvenserne af, at Cirkus 3 og andre klovneshows ikke er godkendt til refusion. 

Kampen for klovnefigurens værdi og berettigelse kom også frem i artisternes fagblad, Artisten:

"Vi vil blive ved med at kæmpe for at også klovneshows kan støttes ligesom andre forestillinger
for børn. Ellers går børnene glip af den vigtige historie, hvor man kan sige autoriteterne imod,
overvinde konflikter og blive venner igen. Den må børnekulturen i Danmark ikke miste

lød opsangen fra Jan Kierulf i artiklen 'Klovne for livet

Arbejdet som optrædende klovn var en fælles drøm, der startede, mens de begge var pædagoger,
og der gik næsten 10 år før artistarbejdet blev til fuldtidsbeskæftigelse. Da den tredie klovnekollega
forlod Cirkus 3, beholdt Jan og Bo navnet. Sammen opbyggede de forestillinger, hvor fantasi og
forventning var spændt op mellem de to klovnekarakterer Charlie og Binalto. 

Inspirationen kom fra deres fælles forståelse for børn, og brændstoffet var lysten til at skabe og optræde,
kombineret med en unik kemi i deres tætte venskab.

"Det, at få lov til at beskæftige sig med det, man allerhelst vil, er i sig selv en gave” sagde Jan Kierulff
i fagbladets artikel, og Bo Bjerregaard supplerede: ”Der findes ikke noget bedre end den glæde, man
har, når en optræden lykkes.”


LÆS OGSÅ: Klovne for livet

 

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in EnglishCookie politik
Søgemaskineoptimering og CMS