Men sin tre-årige datter er Yana i hastværk flygtet til Danmark fra Ukraine, hvor hun har forladt
sin hjemby, mand og karriere. Men selvom krigens rædsler har vendt op og ned på hendes liv,
er hun ikke i tvivl om, hvad der kan hjælpe hende videre i livet. Musikken. Derfor håber hun
også at få et samarbejde op at køre med danske musikere og sangskrivere.
Af Laura Elisabeth Lind, journalist
To timer.
Det var den tid, Yana Dryupina fik til at beslutte, om hun ville flygte med sin datter Mia eller blive
i Kyiv sammen med sin mand og far til Mia. Her udfolder hendes hverdag sig normalt - i en lille
lejlighed, som hun og hendes mand næsten lige har istandsat, malet og indrettet med nye møbler.
Det er her, hun skriver sange og driver sit eget musikprojekt DIYana. Men hun og familien har ikke
nået at have mange stunder i den nyistandsatte lejlighed. For malingen på væggene var knapt tør,
før krigen brød ud. Nu afløser den ene sirene den næste, mens bomber og missiler falder som
dødbringende regndråber i mørke afkroge af landet.
De tunge skyer rykkede også tættere og tættere på Kyiv, og der tilbage i februar og marts troede alle,
at det var et spørgsmål om dage, timer eller minutter, før de russiske tropper fik held til at invadere
byen. Det fik Yana og familien til at rykke vestpå. Og her var det, at Yana meget hurtigt skulle træffe
en beslutning, der ændrede alt i deres liv:
“Den 24. februar vækkede min mand mig kl. 5 om morgenen med ordene: "krigen er begyndt".
Jeg hørte eksplosioner et sted langt væk, men tæt nok på til at blive bange. Vi besluttede os for
at vente en dag, fordi trafikken var enorm. Hele dagen pakkede vi, så vi var klar, hvis nu vi blev
nødt til at tage af sted. Næste dag om morgenen tog vi til den vestlige del af Ukraine, hvor vi blev
i to uger.”
Men det var svært at slappe af og føle sig tryg. Sirenerne var høje. De var der hver dag. Også en
dag, hvor Mia og familien var taget på legeplads.
“Mia blev så bange, og jeg måtte løbe hjem med hende fra legepladsen for at beskytte hende.
Hver dag var jeg bange og nervøs for min datters liv,” fortæller Yana og fortsætter:
“Så tikkede der en sms ind på telefonen. Det var min mands tante, der har boet de sidste 20 år
i Kolding. Hun var på vej til grænsen for at samle sin mor op, og hun havde to ledige pladser
i bilen. Dem kunne Mia og jeg få. Men vi skulle beslutte os inden for to timer. Ellers ville pladserne
gå til andre. Det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde har skullet træffe i mit liv. For jeg
havde ikke lyst til at forlade min mand og hele vores liv. Men jeg er glad for, at jeg valgte at tage
med i den bil. For nu er Mia i sikkerhed.”
I Ukraine levede Yana Dryupina af at skrive pop-tekster til kendte og mindre kendte sangere.
Nu vil hun skrive om krigen og alle de følelser, der er forbundet med at flygte fra sit land
og sin familie.
Et nyt liv
Onsdag den 16. marts rullede bilen med Yana og Mia ind over grænsen til Danmark. De første
måneder boede de sammen med en anden ukrainsk familie. Men nu har Mia og Yana fået deres
egen lille lejlighed midt i Kolding. Her har lokale koldingensere skænket alt inventar lige fra spise-
bordsstole, tøj og legetøj til et tørrestativ, tallerkener og et hjemmestrikket tæppe. Og Mia er lige
startet i børnehave. Det går op og ned med det. For hun har svært ved at være afsted uden sin
mor.
“Men nu har jeg mine første dage, hvor jeg kan begynde at arbejde. Jeg vil meget gerne prøve
at skrive sangtekster for danske og europæiske sangere eller arbejde som sanger her i Danmark.
Jeg har allerde skrevet på et sangskriver-opslag på Facebook, hvor flere har rakt ud og spurgt,
om jeg har brug for hjælp til at lære musikindustrien i Danmark at kende. Det er fantastisk.
Og her blev jeg også inviteret med på et sang-skriveværksted,” siger 30-årige Yana og fortsætter:
“Men på det tidspunkt, var jeg lige landet i Danmark og var ved at ordne alle papirer
og dokumenter, med Mia på armen. Så det må blive næste gang.”
Den støtte og kontakt fra danske musikere og sangskrivere har givet hende mod på at arbejde
med musik i Danmark. Først havde hun ellers tænkt, at hun nok bare måtte arbejde som tjener
eller rengøringsassistent et sted i Kolding. Men alle de beskeder, hun har fået fra danske artister,
har ændret hendes syn på det.
“Måske kan jeg fortsat arbejde med musik. Jeg elsker mit arbejde og har svært ved at forestille
mig at lave noget andet.”
Hun tror på, at der kan opstå nye kulturelle udtryksformer, hvis danske og ukrainske artister slår
sig sammen. Og hun håber på at kunne komme med på det næste sang-skriveværksted.
“Det er et fantastisk koncept, som vi ikke har i Ukraine. Jeg elsker, når mennesker er åbne og vil
lære af hinanden. Når krigen slutter, vil jeg måske prøve at starte noget lignende op i Ukraine.”
Sangskriver og musiker i Kyiv
Tilbage i Kyiv før krigen havde Yana gang i sit eget lille indiepop-musikprojekt, hvor hun selv skrev
og lavede alt musik og videoer hertil. Hun arbejdede også hos forskellige musikselskaber, og har
sunget kor i flere bands, og hun har selv været forsanger i nogle cover-bands.
Men efter Mia blev født, var der ikke meget tid eller lyst til at optræde med musikken, og derfor har
hun kastet sig over sangskrivningen - typisk fire timer om formiddagen, mens Mia var i børnehave,
og hendes mand arbejdede. På den måde fik de familie- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed,
og masser af tid til deres datter.
Yana har skrevet for både kendte og mindre kendte artister - og særligt popmusik. Hun har ikke
tidligere mixet musik og politik. Det har der ikke været stor tradition for i Ukraine. Men hun tror,
det ændrer sig nu:
“Når man har hørt bomberne falde lige ved siden af ens hus, kan man ikke bare være på afstand
af det politiske. Jeg tror, der vil gå lang tid, før vi kan skrive sange og lave musik om andet. Det er
umuligt at danse rundt og have det sjovt nu. For det første du gør, når du vågner, er at tjekke nyheder
for at se, hvordan det går i dit land.”
“Det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde har skullet træffe i mit liv.” Sådan lyder ordene,
når Yana fortæller om den dag, hvor hun fik to timer til at beslutte, om hun og Mia skulle hoppe
på en bil til Danmark og forlade hendes mand og far til Mia og det hjem, de sammen har opbygget.
Russiske rødder
Yana er født i Rusland og boede efter forældrenes skilsmisse med sin far i Moskva, indtil hun var
13 år. Hendes mor boede i Ukraine, hvor Yana også tilbragte meget af sin barndom. Men en dag
kom hendes far ud for en bilulykke og døde. Derfor flyttede Yana til en lille by i det østlige Ukraine,
hvor hun boede med sin mor, indtil hun som 16 årig besluttede sig for at flytte til Kyiv. Her på
hovedstadens universitetet færdiggjorde hun en kandidatuddannelse i jura.
“Jeg blev forelsket i byen og besluttede mig for, at hvis jeg skulle bo i Ukraine, så skulle det være
i Kyiv. Der er så smukt. Søen er der, og der er mange unge mennesker. Så jeg har boet i Kyiv
i 14 år. Det var mit hjem, hvor jeg følte mig tryg og havde det godt. Jeg har taget min uddannelse
der, jeg gik syv år i en jazzskole, hvor jeg lærte at synge jazz. Jeg skrev min første sang i Kyiv.
Og vigtigst af alt, så mødte jeg min mand dér på universitetet, og vi fik Mia i denne smukke by.”
I dag bor hendes mor ikke længere i Ukraine. Hun er flyttet tilbage til Rusland. Og det er ikke altid
nemt, forholdet til hendes mor. De har vidt forskellige syn på krigen i Ukraine. Faktisk taler de slet
ikke om krigen.
“Jeg kunne stå i min lejlighed og sige, “mor, jeg hører bomber lige nu. Det er frygteligt, det der sker.
Mange civile dør.” Men russisk tv fortæller en version - at de kun skyder efter militære mål. Så hun
er i en lukket informationsbobbel og tror på den russiske udlægning. Propagandaen i Rusland er
så stærk, at ikke engang tæt familie tror på andet end det, russisk tv viser dem. Det er virkelig svært,
for min mor kender til alt i mit liv. Hun er selv fra Ukraine. Hun kender mig. Men hun tror ikke på mig,”
fortæller Yana og fortsætter:
“Det endte med, at vi til sidst i samtalerne råbte af hinanden i telefonen. Jeg besluttede mig derfor for,
at vi ikke skal tale om det. Ellers vil jeg miste hende. Hun er min mor, og hun er den bedste. Vi ringer
stadig sammen. Men vi taler ikke om krigen.”
Vi er alle blevet stærkere
Yana tror, at krigen har gjort ukrainere stærkere. Den har i hvert fald gjort hende selv stærkere
og mere sikker på, hvad hun vil.
“Men samtidig har vi så meget smerte. Vores land er ødelagt, mennesker har mistet deres hjem,
deres familie og deres liv. Som musiker vil jeg gerne skrive om det. Om vores tapperhed, om
ukrainsk styrke og tro. Om hvordan jeg følte mig forelsket i mit land igen, og nu føler jeg mig
endnu tættere forbundet med vores ukrainske sprog, traditioner og kultur. Jeg har aldrig talt
flydende ukrainsk, da jeg det meste af min barndom var i Rusland. Men jeg er også ukrainer,
og jeg insisterer på at tale og skrive ukrainsk, ligesom mange af mine venner,” siger Yana
og tilføjer:
“Da krigen begyndte, skrev jeg med det samme et par sange på ukrainsk. Jeg kunne ikke lade være.
Sådan tror jeg, mange ukrainske artister har det.”
Før krigen solgte hun også sangtekster til russiske sangere. Men den vej er lukket nu.
Hun og hendes ukrainske kolleger fra sangskrivermiljøet har besluttet, at de ikke vil arbejde
mere med russiske sangere.
“Det kan vi ikke. Jeg kan skrive sange for vores ukrainske sangere, og jeg vil også være åben
for at skrive på engelsk. Det vil være nyt for mig. Men det kan måske åbne nye døre. Også her
i Danmark. Måske kan jeg skrive på russisk igen, om nogle år. Men ikke nu. Det er for tæt på.”
Hun er ellers meget bevidst om, hvad musik kan. Hvilken magt ordet har. Som tiden går, fylder
indslagene i TV-nyhederne fra Ukraine mindre og mindre, og det er her, hun håber, at hun måske
kan gøre en forskel.
“Her kan vi musikere give vores bidrag. Vi skal skrive sange om det. For der er stadig mennesker,
der dør i Ukraine på grund af krigen. Jeg har så meget smerte, jeg gerne vil udtrykke. Om mennesker,
der skilles og mister deres kære. Om mennesker, der er tvunget til at være langt væk fra hinanden,”
siger Yana og fortsætter:
“Jeg vil også gerne synge selv. Jeg savner scenen. Men det er først og fremmest vigtigt for mig, at min
datter er tryg. Hun skal være tryg ved, at jeg tager afsted hjemme fra. Jeg har brugt meget tid med
hende her de sidste måneder, hvor vi er flygtet fra vores land, og vi er begge dybt afhængige af
hinanden. Men jeg skal finde en barnepige. Hvis der kommer en mulighed for at synge, så vil jeg
gerne kunne springe til - hvis det ikke er for sent på aftenen. Så kan jeg lige kan nå at putte Mia.”
Yana, der både har ukrainske og russiske rødder, har ikke lyst til at skrive for russiske sangere
længere. Hun har selv sunget i flere bands og har sit eget musikprojekt DIYana, hvor hun selv
laver alt musik, fra sangtekster til videoer.
Kolleger og Mias far er i Kyiv
Yana har en bred vifte af venner fra musikbranchen, der er blevet i Kyiv og arbejder der i dag, hvor
kampene er trukket mere østpå. For midt i kaoset, har man har brug for normaliteten.
"Ellers bliver man skør. Min gode veninde giver små koncerter og underviser stadig i sang i Kyiv.
Og alle mandlig musikere og artister er der. De arbejder på halv tid med deres musik. Resten af tiden
hjælper de militæret, hvor mange laver mad eller sørger for at vaske og klargøre tøj.”
Yanas mand skulle, som de fleste ukrainske mænd, blive i Ukraine. Han har ikke været direkte
i krigen, men har hjulpet til på sidelinjen. Så snart krigen er ovre, og landet igen er et sikkert
og trygt sted at være i, vender Yana og Mia tilbage til ham. Hvis ikke det havde været for Mia, havde
Yana aldrig sat sig ind i bilen til Kolding den onsdag i marts. Så var hun blevet i Kyiv som mange af
de andre musikere, hun kender.
“Jeg ville slet ikke tvivle. Jeg ville være med sammen med min mand. I mit land. Jeg elsker Kyiv.
Jeg elsker min mand. Vi savner ham, hans familie, mine venner, vores hjem og vores kat.
Jeg taler med min mand hver dag. Hver morgen og aften ringer vi og siger god morgen og godnat,”
siger Yana og tilføjer:
“Jeg håber sådan, at vi kan mødes snart igen. Men jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre.
Jeg ved ikke, hvornår vi ses igen.”
LÆS OGSÅ: Artisters kreativitet blomstrer under krigsangreb
