Vinderne af DMA Jazz 2017

Cremen af dansk jazz var samlet til årets store DMA Jazz-show, hvor Birgitte Soojin og Master Fatman ledte publikum gennem festen og de otte prisuddelinger

De to dobbelte prisvindere Kira Skov og Maria Faust. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Aftenens store vinder
Da DMA Jazz 2017 blev uddelt 4. december i Bremen, var de helt store vindere de to musikere og komponister Kira Skov og Maria Faust, der udgav deres fælles værk `In the Beginning’ i maj i år. Parret løb både med prisen for Årets Danske Jazzkomponist og Årets Danske Vokaljazzudgivelse.
Kira Skov og Maria Faust var rørt og overraskede over at modtage de pristigefyldte priser: "Tusinde tak, vi er rigtig glade. Vi har helt utrolig mange at takke for den her plade og hele den proces der ligger bag. Det har været et stort stykke arbejde. Tusind tak og tusind tak for prisen."  

Spændende og udforskende ny dansk jazz
I kategorien Årets Danske Jazzudgivelse vandt bassisten Nicolai Munch-Hansen og forfatter Peter Laugesen med udgivelsen `Det flimrende lys over Brabrand sø’. Prisen blev uddelt post mortem, da Nicolai Munch-Hansen gik bort blot tre måneder efter albummets releasedato. 
I kategorien Året Særudgivelse vandt bandet Kalaha bestående af Emil de Waal, Nicklas Knudsen, Rumpistol og Spejderrobot med albummet `Masala’, og saxofonisten Sonja LaBianca, der til dagligt slår sine folder i bandet Selvhenter, vandt prisen for Årets Nye Danske Jazznavn med solo-værket `About Room/Room to be/Rooms’. 

En hyldest til det danske jazzmiljø
Live Jazz Danmark Prisen, som bliver givet til en koncertarrangør, et spillested eller en festival, gik I år til Mandagsklubben, som afholder populære mandagsfester med tætpakkede koncertprogrammer hver mandag på spillestedet 5e i Kødbyen i København.  
For femte år i træk uddelte DR P8 JAZZ deres pris til en ildsjæl, der har styrket jazzen lokalt eller på landsplan, og prisen gik til Tove Enevoldsen, for sit utrættelige engagement for jazzen.

Se festen på TV2
TV 2 Lorry sender hele DMA Jazz 2017 showet på samtlige af TV 2’s regioner, første gang den 16. december.

Læs mere: jazzdanmark.dk

Dansk Artist Forbund Dronningensgade 68 1420 København K tel 3332 6677       About us in English
Søgemaskineoptimering og CMS