Artister og bands søges! Spil skolekoncerter i 2027/28
Har du lyst til at tage din musik med ud til børn og unge på skoler i hele landet?
Levende Musik i Skolen, LMS, har åbnet for ansøgninger til koncertsæsonen 2027/28 og søger professionelle musikere og ensembler til næste sæsons skolekoncertturnéer. Ansøgningsfristen er 15. oktober kl. 12.
Af Julie Westh Nielsen

LMS søger professionelle musikere og ensembler på tværs af genrer, køn og aldre. De udvalgte musikere kommer på skolekoncertturné og får mulighed for at præsentere deres musik for børn og unge, som ikke nødvendigvis møder de samme musikalske udtryk andre steder.
Rockbandet Forever Still har spillet skolekoncerter gennem LMS i syv år og vender tilbage sæson efter sæson. Bandet fortæller, at skolekoncerterne giver dem mulighed for at være den musikalske rollemodel for børn og unge, som de selv savnede, da de gik i skole. Bandet har mødt et helt andet publikum og koncertformatet har været både lærerigt og givende.
Læs mere om Forever Stills erfaringer med at spille høj rock kl. 8:30 om morgenen for skoleelever her.
Faste honorarer og turnévilkår
Som artist på en LMS-turné er du omfattet af en overenskomst med fastsatte honorarer og turnévilkår. LMS står desuden for en stor del af planlægningen og logistikken omkring skolekoncerterne, og der er mulighed for faglig sparring om koncertens form og indhold.
LMS anbefaler, at du går i gang med ansøgningen i god tid. Ansøgningen kræver blandt andet en præsentation samt lyd- og billedmateriale, og der er ændringer i ansøgningssystemet i år.
Ansøgningsfristen er 15. oktober 2026 kl. 12.
Læs kravene til ansøgningen og søg hos LMS her.
