Udviklingspuljen åbner 1. oktober: Søg støtte til musik- og scenekunstprojekter
Artister, musikere, udøvere og andre professionelle i musik- og scenekunstbranchen kan søge tilskud til blandt andet markedsføring, mentorship og udvikling af koncerter og forestillinger. Ansøgningsfristen er 1. november kl. 12.
Af Julie Westh Nielsen

Den 1. oktober åbner Dansk Artist Forbunds Udviklingspulje for ansøgninger i årets anden runde. Puljen støtter udviklingsarbejde inden for musik, scenekunst, cirkus og entertainment, både for udøvende og skabende professionelle.
Udviklingsarbejdet kan være knyttet til en ny produktion, der er på vej, eller til et eksisterende projekt, som skal styrkes eller nytænkes. Puljen støtter aktiviteter, men ikke indkøb af udstyr eller hardware.
Der kan søges tilskud inden for tre områder
SoMe, markedsføring og booking: For eksempel pressearbejde, pressemateriale, booking, sociale medier eller videoproduktion, der kan give et projekt større rækkevidde.
Udvikling af forestilling, projekt eller koncert: Til aktiviteter, der styrker et nyt eller allerede igangværende projekt.
Mentorship: Til at afprøve et nyt samarbejde eller arbejde med en mentor. Der kan søges op til 5.000 kroner til mentorship.
Til alle udøvere i musik og scenekunst
Både enkeltpersoner og grupper, bands eller kompagnier kan søge. Det er ikke et krav at være medlem af Dansk Artist Forbund. Tilskuddene ligger typisk mellem 5.000 og 12.000 kroner.
Ansøgningen skal blandt andet indeholde en beskrivelse af udviklingsarbejdet, et CV og et budget.
Du kan læse mere om kravene i puljens FAQ og sende ansøgningen via Dansk Artist Forbunds ansøgningsportal.
Fristen er 1. november 2026 kl. 12.
