I et helt nyt interview i Cirkusbladet sætter artisternes forsperson Sara Indrio ord på den virkelighed som artister og entertainere i cirkusgenrerne arbejder i.

Begge scenekunstgrupper står overfor velkendte udfordringer – nemlig fortsat at tiltrække publikum og samtidig sikre bæredygtige arbejdsvilkår for nuværende og kommende talenter, siger Sara Indrio.

”Der er en stigning i salg af billetter, så der er ikke mindre publikum til liveoplevelsen. Det er blot særlige formater, der vinder. Bevægelsen er, at det er storskalating, som har en chance. Det er svært at komme ind på markedet særligt med nicheprægede ting, det er svært at stå alene som små genreområder. Vi har en opgave med rekruttering – både af artister, men også af publikum, siger Sara Indrio, der følger området tæt som fagpolitiker og forperson i Dansk Artist Forbund.

I interviewet peger hun på, at tiden måske er moden til mere samarbejde om fremtiden for cirkus og cirkusfagligheden, hvad enten det er som artist eller kompagni:

”Både traditionelt og nyt cirkus har tradition for at være selvstændigt og klare sig selv, hvad enten det er som aktivistisk undergrund eller som familier med en lang tradition og historie. Måske er der meget mere at hjælpe hinanden med, end vi tror? Det synes jeg kunne være spændende at indlede en dialog om.”

Dansk nominering: Samtidscirkusforestillingen Faldet af kompagniet Cikaros er nomineret til årets Reumert som første cirkusforestilling. Foto: Jakob Stage

Trivsel og uddannelse har høj prioritet

I artiklen fremhæver Sara Indrio også vigtigheden af uddannelse og arbejdsrammer, der kan understøtter en høj cirkusfaglighed uden at presse den enkelt artist unødigt.

”Vi skal kunne tilbyde et mere attraktivt arbejdsmarked for den nye generation, tror jeg. Og uddannelsesmuligheder. Alle inden for det kunstneriske felt må tænke sig om de her år. Se på balletskolen, hvor man har måttet ændre på sin kultur radikalt. Det er en svær proces, men skal man have en elite og numre, hvor man direkte sætter sine lemmer på spil, kan man ikke have en hyggeklub. Det kræver træning og skoling. Jeg tror bare ikke, at vi kan få nok unge danske artister, der vil det, hvis de samtidigt mistrives som mennesker eller skal ofre for meget i eller for arbejdslivet.”

International hæder: Kompagniet Scandinavian Boards, der også tæller den danske artist Daniel Shamitha Bendtsen fik en sølvbjørn til den internationale cirkusfestival. 


Tværgående samarbejde kan sikre cirkuskunsten

Cirkusgenrer kan give den optimale illusion og et gys, som intet andet scenekunstformat, lyder det fra Sara Indrio. Her kan samarbejde på tværs af branchen være med til at fremtidssikre kunstformen og de vilkår som artister og entertainere arbejder, mener hun:

”Der er mange vigtige ting at sige om cirkus, og derfor er vi også mange, der skal arbejde på at skabe endnu bedre muligheder for cirkus. Det så vi kan konkurrere med de mange tilbud, der er i dag, og så vi bliver relevante i tiden og får høj faglig kvalitet i Danmark.

Dansk Artist Forbund har været med til at starte brancheorganisationen Dansk Samtidscirkus som et fælles talerør, der kan rumme mange former for cirkus.

“Det ville være smukt, hvis alle aktører tog ansvar for fællesskabet og for at sikre cirkusfaglighed i fremtiden i Danmark, uanset om man arbejder med det traditionelle cirkus eller med nye cirkusformer. Jeg ser den vildeste fighterånd og kæmpepotentiale i dansk cirkus”

Læs hele interviewet “Vi må stå sammen om at sikre dansk cirkus “her.

Sara Indrio (tv) og Cirkusbladets forside (th). Bladet udgives i trykt form af Cirkusmuseet og Danske Cirkusvenner