DR bør tage ansvar
for artisterne i Eurovision 2026
DR bakker op om Eurovision og forholder sig ikke til Israels medvirken, men fastholder, at Eurovision er en kulturel begivenhed, som er ‘apolitisk, lyder det på dr.dk
Flere andre europæiske lande har valgt en anden tilgang, nemlig at trække deres deltagelse, så længe Israel er med. Det gælder Irland, Slovenien, Island, Holland og senest Spanien.
I Dansk Artist Forbund er vi meget bekymrede for de konsekvenser DRs melding kan få for de artister og sangskrivere, der er på vej ind i konkurrencen.
Hvis DR ikke tager ansvar, lander der i stedet et umuligt og urimeligt ansvar hos artisterne. Det bliver op til den enkelte at beslutte, om de vil deltage, trods sikkerhedsrisici og stigmatisering fra offentligheden i en konflikt, som efterhånden har spredt sig til et anliggende, som angår hele verden.
“Det er en ret urimelig betingelse, som DR nu lægger over på artisten, som jo skal vælge mellem en stor chance og en stor risiko. DR er nødt til at tage et mere tydeligt ansvar for artisterne og komme op med en mere holdbar løsning, som afspejler alvoren i situationen,” siger artisternes forperson Sara Indrio.
EBU har som ansvarlig for Eurovision før taget stilling til internationale, politiske forhold, senest i 2022, hvor Den Europæiske Broadcasting Union udelukkede Rusland fra konkurrencen. Dette er i tråd med opfordringen fra Franscesca Albanese – FN’s særlige undersøger – om at verdens institutioner og organisationer bør tage politisk stilling.