Andachan, artist og producer, optrådte på Roskilde Festival 2025, og blev i 2022 nominereret til Nordisk Råds musikpris 2022 for værket Visualize Happiness. Foto: Malu Falck

Artister i det grønlandske musikliv står overfor de samme udfordringer omkring kontrakter, ophavsret og rettigheder som kollegerne i Danmark. Derfor tilbyder Dansk Artist Forbund også rådgivning og vejledning til artister og musikere i Grønland.

I oktober måned rejser Dansk Artist Forbunds advokat Nathalie Rothe og juridisk rådgiver Andreas Ring til Grønland for at dele juridisk viden og praktiske redskaber der kan bruges til at navigere i musikbranchen, både når det gælder aftaler i Grønland og spørgsmål om internationale samarbejder.

Viden er nøglen til bedre aftaler og mere fair arbejdsvilkår, og derfor er det særligt vigtigt for artisten at kende alle de forpligtelser og muligheder der ligger i en aftale. For, forklarer Nathalie Rothe:

”Jo mere indsigt den enkelte artist eller musiker har i vilkår og aftalestandarder omkring udgivelse og liveoptræden, jo stærkere står artisten når økonomi og arbejdsvilkår skal aftales,” siger hun.


Samarbejdet med det grønlandske musikliv går via Aili Liimakka Laue (i midten) og EPI  – et fællesskab af grønlandske kunstnerorganisationer. Dansk Artist Forbunds advokat Nathalie Rothe (tv) og sekretariatschef Jens Skov Thomsen (th)


Juridisk workshop for artister i Nuuk

Den nye juridisk workshop sætter spot på grønlandske musikeres rettigheder inden for ophavsret, royaltyforvaltning og udgivelsesaftaler.

Workshoppen foregår i Nuuk i oktober måned og online deltagelse bliver mulig for artister og musikere udenfor Nuuk.

Undervejs bliver der også en praktisk gennemgang af kontrakter med konkrete eksempler der viser hvor og hvordan man kan forhandle og beskytte egne interesser. Workshoppen afsluttes med individuelle sessioner, hvor musikere kan stille spørgsmål om egne projekter og udfordringer.

Lige nu er det ikke alle i det grønlandske musikliv der har tilstrækkelig adgang til juridisk viden eller sparring, og målgruppen er artister, musikere, komponister og bands, som ønsker at styrke deres viden om juridiske aspekter i musikbranchen.

Workshoppen er iværksat af EPI – Eqqumiitsuliornikkut Pinngorartitsisut Ingerlatsisullu – paraplyorganisation for skabende og udøvende kunstnere i Grønland, i samarbejde med Dansk Artist Forbund og støttet af Gramex.