Cirkusartisternes anerkendelse og muligheder vokser

I opsætningen af Gabriels Vinger på Vendsyssel Teater medvirkede Søren Hauch-Fausbøll, Sunniva Byvard, Michael Slebsager, Anna Emilie Pedersen og Sofie Tone Nielsen.

“Lige nu taler hele scenekunstbranchen om den kommende scenekunstreform, og der er bred enighed om et økonomisk løft til det frie felt. Derfor er det lige nu ekstra vigtigt at sætte fokus på og fejre dem, der allerede gør en fantastisk indsats for at sikre fair behandling af de mest prekære dele af scenekunstbranchen.”

Sådan lød opfordringen fra den brede vifte af brancheforeninger, der står bag Fair Practice Scenekunst-prisen. I denne artikel stiller vi skarpt på nogle af de scener som prioriterer samtidscirkus, og sætter spot på tendenser og artister, der er med til at manifestere og udvikle genren.

En af dem er den norske kontortionist og trapezartist Elise Bjerkelund Reine, der netop er blevet en del af karriereprogrammet Den Unge Kunstneriske Elite (DUKE) med begrundelsen, at hun er ”en frontfigur inden for eksperimenterende cirkus for voksne.”

Programmets formål er at hjælpe unge talenter med at udvikle deres kunstneriske virke og fremme deres karriere nationalt og internationalt.

”Jeg oplever det som en stor anerkendelse af mit kunstneriske virke og en utrolig mulighed for at udvikle mig som scenekunstner i det frie felt,” siger hun og uddyber, at hun både tænker på sin sceniske udvikling og på at få mere struktur på alt det arbejde, frie producenter også udfører ved siden af det kunstneriske. Hun er særligt glad for at være med i programmet, fordi det betyder, at dem, der udvælger deltagerne, ser artister, der arbejder med eksperimenterende cirkusformater rettet mod voksne som en del af det scenekunstneriske landskab i Danmark.

Elise Bjerkelund Reine er blevet optaget i DUKE – et karriereforløb for cirkusartister. Foto af Andreas Bergmann Steen

”Mange vil gerne se ting, de allerede kender, altså det traditionelle cirkus. Jeg interesserer mig for det eksperimentelle og ser mig selv som en scenekunstner med cirkus som sprog, men når man siger cirkus, bliver man opfattet som en med et telt. Jeg vil ligesom mange andre gerne vise, at cirkus kan andet end at underholde børn på Bakken”, forklarer hun, der ud over sin egen kunst også i februar igen kuraterer Feral Festival, der netop præsenterer cirkus for voksne.

”Det har været et vidunderligt år for mig, fordi jeg er kommet med i DUKE, hvor jeg skal samarbejde med min mentor, Kitt Johnson og andre producenter og konsulenter fra Norden. Jeg har også fået et arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, der har givet mig frihed og bedre mulighed for at etablere mig, men samtidig har jeg kun fået afslag fra PUS (Projektstøtteudvalget for Scenekunst) på at skabe og spille forestillinger i Danmark” forklarer hun, der håber, at anerkendelsen gennem DUKE vil medvirke til, at hendes projekter fremover vil komme i betragtning hos PUS.

Elise Bjerkelund Reine er trapezartist og laver eksperimenterende cirkus for voksne. Foto af Andreas Bergmann Steen

Cirkusdisciplinerne gør teatret sanseligt

Potentialet i netop det tværæstetiske er årets modtager af Fair Practice prisen, Vendsyssel Teater, et godt eksempel på.
Det gælder for sammensmeltningen af film og traditionelt cirkus i En plads i manegen, der spillede tidligere på sæsonen. Det gælder mikset af skuespil, musik, klovneri og samtidscirkus i familieforestillingerne Snedronningen (2023) og den aktuelle Gabriels Vinger, der begge er co-instrueret af artist og cirkuskoreograf Sunniva Byvard.

Vendsyssel Teaters direktør Rolf Heim trådte til i 2023 efter 20 år på Bådteatret, hvor han særligt stod for dukketeater til voksne. I Vendsyssel fik han en klar opgave i at løfte teatrets økonomi, og her har samtidscirkus spillet en af nøglerollerne i at gøre teatret relevant for sit publikum igen.

”Både nycirkus og dukketeater, som jeg tidligere har arbejdet med, lægger et nyt lag ind i forestillingerne. Det er mere poetisk og ikke så intellektuelt. Begge genrer kan meget i forhold til følelser og det magiske og det sanselige. Det handler ikke om teknik men om at bygge cirkus ind i den teatralske sammenhæng,” forklarer han og fortsætter:

”Publikum her vidste ikke, at der fandtes så meget i cirkusgenrerne. Måske især i forhold til familieforestillinger giver det noget særligt, at det er rigtige kroppe, der flyver gennem luften. At det er live og bliver sanseligt med artister, der kan noget anderledes med deres kroppe. Måske ligger det også lidt i vores tid, at vi gerne vil drømme os væk med en vildskab, der rækker ud over det dagligdags, ligesom der har været en fantasy-bølge på film,” reflekterer han.

Lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, Michael Eigtved, arbejder med performancestudier og beskriver det nye samtidscirkus, som cirkus med et koncept, der spreder sig til alle dele af forestillingen. Artisterne bruger deres fysiske kompetencer og cirkusdiscipliner i en kontekst og skaber en teatralsk ramme om forestillingerne, forklarer han:

”En forestilling bliver ikke til samtidscirkus af at have en enkelt artist med, men selvfølgelig skal artisterne være med i alle mulige forestillinger. Artister er som balletdansere eller operasangere. Discipliner, der alle kræver ekstrem teknik og kropsbeherskelse”.

 

Artist og sabelsluger Cecilia Gosilla i centrum på scenen sammen med skuespiller Thure Lindhart på Aarhus Teater. Christian Lollikes version af Holbergs komedie Jeppe på Bjerget vandt en Reumert i 2025. Foto: Rumle Skafte

Tingene flytter sig

En af de vigtige scener for samtidscirkus, nemlig DYNAMO Workspace i Odense blev sidste år hædret med Fair Practice-prisen, og den anerkendelse er med til at understrege den positive udvikling i feltet, fortæller DYNAMOs leder Gry Lambertsen:

”Det er en anerkendelse af os som institution at få en pris. Det betyder da alverden, for der har i mange år været en følelse af, at man skulle bruge mange kræfter på at blive anerkendt og professionalisere sig selv og branchen, når man arbejder med samtidscirkus,” fortæller hun, der på flere planer oplever, at tingene flytter sig:

”Nu handler det om at producere fede forestillinger, så artisterne har mulighed for at blive i branchen og blive rollemodeller for de nye. Det kan priser kaste lys på, og så er det meget af det, vi har gået og ønsker os, som rent faktisk sker nu,” fortæller hun og peger blandt andet på bacheloruddannelsen, der starter til sommer.

Samtidscirkusforestillingen Faldet af kompagniet Cikaros var blandt de nominerede til en Reumert tidligere på året.

Åbne for det tværæstetiske

Repertoiret på Vendsyssel Teaters repertoire er et blandt flere eksempler på, at cirkusartister kan indgå på lige fod med andre scenekunstnere. Også på scener, der ligger langt uden for hovedstaden, fordi de tværæstetiske og genreblandende forestillinger appellerer til publikum.

I januar 2027 går instruktør Rolf Heim og Vendsyssel teater hele vejen med en stor nordisk, teatralsk samtidscirkusproduktion i samarbejde med blandt andet det svenske Riksteatern og med franske Camille Boitel som en af instruktørerne.

Gry Lambertsen ser positivt på de nye tværæstetiske veje, hvor man ikke skelner så bastant mellem genrerne.

”Det er måske lige så vigtigt som fx uddannelse, at vi bløder op på det og mere ser de forskellige genrer som scenekunst, der arbejder med kroppen på forskellige måder. Jeg synes, det er spændende, at det ikke er så statisk genreopdelt mere,” siger hun.

Forankring kræver uddannelse og stærk fødekæde 

Anerkendelsen vil formentlig også få bedre kår, når bacheloruddannelsen på det nye Copenhagen Contemporary Circus College får etableret sig fra næste skoleår. Forsøgsuddannelsen AMoC (Akademiet for Moderne Cirkus) kørte i 2014-2016, men blev trods gode evalueringer ikke forlænget, hvilket har gjort det sværere for artister at etablere sig i Danmark.

Christina Koch, der er professor i cirkus og leder af mastersprogrammet i samtidscirkus på Stockholms Konstärlige Högskola, peger på, at artister bliver i de lande, hvor de uddanner sig, og opfordrer derfor til at gøre mere af det, branchen allerede har gjort i Danmark, og som nu ser ud til at begynde at give resultater.

Det handler for hende om målrettet finansiering af uddannelse, træning, talentudvikling og en infrastruktur for produktion og turneer kombineret med en kontinuerlig branding-dialog med publikum, støttegivere, kritikere og regeringen. ”Artisterne er selv de bedste ambassadører, når de har mulighed for at viser deres arbejde, men de skal støttes med uddannelse, rum, programmer og økonomi for at være i stand til at komme bredere ud”, slår hun fast.

Chef for Cirkusmuseet, Mikkel Knudsen, breder det uddannelsesmæssige perspektiv ud, når han peger på, at cirkus figurerer fast på skoleskemaet i flere andre lande.
”Cirkus er en meget inkluderende kunstform, hvor alle kan få en rolle, og artisterne, der er virkelig gode til at begå sig i et kaosmiljø, kunne gå mere ind i undervisning og udbrede genren derfra. Det kræver, at man kan tilsidesætte sit ego og finde bekræftelsen i, at børnene lykkes”, opfordrer han som et andet bud på at skabe en bredere forankring af genren ved at understøtte dens fødekæde fra grundskole til videregående uddannelse, som man fx har gjort i Sverige igennem årtier.

Den nye cirkusuddannelse får base i København og åbner for ansøgning i april 2026. Foto: cccc.dk

Kunstens konkrete og transformerende potentiale

Scenekunstreformen står for døren, så der er et vist momentum for at udnytte de mange potentialer, der rører sig i det frie felt generelt og for samtidscirkusbranchen specifikt. Det gælder ikke kun om bedre finansiering, men også om en fortsat synliggørelse af, hvordan samtidscirkus bidrager til samfundet og scenekunstfeltet i kraft af udvikling af det æstetiske udtryk, publikumsopgaven og bæredygtige og fair (sam)arbejdsvilkår.

Det handler om jobs og skattekroner, men ifølge Christina Koch også om, at cirkus er en tilgængelig kunstform, der gennem sit stærke fysiske og visuelle udtryk kan bidrage til samfundets dialog om, hvad det vil sige at leve i vores tid.

”Prøv at forestille dig et samfund uden kunstens humaniserende indflydelse. Det ville være et samfund uden meget af det lystfulde i livet, men også uden essentielle uddannelsesmæssige og sociale aspekter. Kunst besidder den enestående evne til at udfordre perspektiver og katalysere forandring. Det er en kraft, der former, påvirker og afspejler samfundet, og dens bløde magt skal ikke undervurderes”, slår hun fast om cirkus’ evne til at tale ind i samtiden.