Landsretten: Dragperformere har ret til beskyttelse mod forhånelse

Dragperformere er skal anses som en gruppe, der er beskyttet mod forhånelse efter straffelovens såkaldte racismeparagraf, fastslår Østre Landsret fredag.

Her er en 47-årig facebookbruger idømt ti dagbøder á 500 kroner for en kommentar på platformen, rettet mod et dragarrangement. “Pædofili i børnehøjde…” lød hans kommentar til en artikel tilbage i foråret 2023. Det er den kommentar, som er centrum i sagen.

De tre landsdommere og de tre domsmænd var enige om, at fordi den såkaldte racismeparagraf blandt andet også omfatter forhånelse af personer på grund af kønsudtryk, så er loven overtrådt.

En af sagens hovedpersoner er dragperformer Magnus Lykke Johansson.

Han og en dragkollega optrådte i marts 2023 i forbindelse med et kulturelt arrangement for børn på Frederiksberg Bibliotek som Disney-prinsesser. Det førte både til demonstrationer udenfor og til talrige kommentarer på sociale medier.

I 2023 blev kommentaren anmeldt til politiet og i juli 2024 rejste anklagemyndigheden tiltale efter straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Ud over racistiske ytringer handler paragraffen blandt andet også om forhånelse eller nedværdigelse af personer på grund af “seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika”. Og det var der efter anklagemyndighedens opfattelse tale om her.

Men ved Retten i Hillerød i februar i år, endte det med frifindelse. Dommeren mente ikke, at dragperformere kunne anses som en gruppe, der var beskyttet af de formuleringer, man finder i loven og dens forarbejder. Men ved landsretten var enig med anklageren fra Statsadvokaten i København og om at Dragperformere skal anses som en gruppe, der er beskyttet mod forhånelse efter straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Landsrettens dom var i øvrigt dagens anden af slagsen. Tidligere fredag idømte landsretten nemlig en anden mand en bøde for i en anden forbindelse at have fremsat nedværdigende ytringer om dragqueens.