Dit solidariske fællesskab gennem hele arbejdslivet - på og bag scenen
Dit solidariske fællesskab gennem hele arbejdslivet - på og bag scenen
Dit solidariske fællesskab gennem hele arbejdslivet - på og bag scenen

Kære medlem af Dansk Artist Forbund.

Jeg stiller op til genvalg til bestyrelsen ved generalforsamlingen den 28. maj. Hvis jeg ikke bliver valgt som bestyrelsesmedlem, stiller jeg gerne op som suppleant. Jeg kan desværre ikke selv deltage i generalforsamlingen, da jeg er på turné i Japan.

Jeg blev valgt ind som suppleant for nogle år siden og er blevet fuldgyldigt bestyrelsesmedlem sidenhen. Jeg har fundet arbejdet i bestyrelsen virkelig interessant og meget lærerigt, og jeg føler, at jeg er vokset med opgaven. Og det har været et stort privilegium at sidde sammen med så dygtige og engagerede kolleger. Det er et fundament, jeg rigtig gerne vil bygge videre på.

Jeg er komponist, producer, musiker og sangskriver og arbejder både med egne og andres projekter. Jeg er uddannet på Den Danske Scenekunstskole og arbejder derfor også med en del musik til teater. De seneste år har jeg bl.a. skrevet og produceret musik for en lang række danske og internationale kunstnere og har lavet musik og spillet med i forestillinger som Den Lille Havfrue på Det Kongelige Teater og produktioner på f.eks. Østregasværk, Nørrebro Teater og Folketeatret.

Der er især tre områder, jeg gerne vil arbejde for i den kommende periode:

Først og fremmest går jeg op i at danne rammerne for bedre vilkår og professionalisering af musikbranchen. Mere transparens i aftaler, kontrakter, betalinger og arbejdsvilkår, der gør det muligt at have en lang og bæredygtig karriere som artist og i andre roller inden for branchen. Økonomisk, juridisk, strukturelt. Det handler grundlæggende om, at vores arbejde skal blive anerkendt som et arbejde.

Derudover kan man ikke komme uden om AI, der vil ændre vores branche markant i de kommende år, såvel som resten af verden. Vores stemmer, vores musik og vores udtryk bliver allerede brugt til at træne modellerne, ofte uden samtykke og uden betaling. Vi skal have klare regler, ordentlig beskyttelse og reel kompensation. AI er kommet for at blive, men vi skal være helt fremme i skoene, og DAF skal være med i den kamp.

Sidst, men ikke mindst, er der den store åbenlyse problematik i streaming. Det er den enkeltstående største faktor for, hvordan musik bliver betalt – og indtægtsmodellerne er ikke retfærdige. Vi skal blive ved med at presse på for, at de penge, der bliver tjent på vores musik, faktisk når frem til dem, der skaber den. Og artisterne skal have en stærkere stemme i samtalen, både nationalt og internationalt.

Det, der motiverer mig ved bestyrelsesarbejdet, er at være et sted, hvor vi kan flytte noget. Og jeg synes, det er rigtig spændende at sidde ved bordet, hvor man faktisk kan ændre tingene. Jeg vil gerne være med til at bygge videre på det fundament i en periode mere.

Tusind tak fordi I læste med. Jeg håber, I vil stemme på mig.

kh. Markus