Dansk Artist Forbund har sammen med 28 andre danske rettighedsorganisationer rettet en fælles henvendelse til kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Organisationerne opfordrer til at etablere klare rammer for brugen af kunstig intelligens – før det er for sent.

”AI trækker allerede nu værdien af kunstnerisk indhold væk fra artister og musikskabere, og rettighedsbeskyttelse er nødvendig for kunstnernes råderet over egne værker, ideer og præstationer. Det gælder både beskyttelse af vores indtjening, men også vores kunstneriske identitet og endda vores krop og brand, siger Sara Indrio.”

I den fælles henvendelse understreger organisationerne, at udviklingen af AI skal ske på et grundlag, der beskytter og belønner dem, der skaber kultur – ikke dem, der udnytter den. Brevet til kulturministeren indeholder fire konkrete tiltag, som alliancen af organisationer beder ministeren tage:

1. Understrege vigtigheden af ophavsretten
En stærk ophavsretslig beskyttelse er fundamentet for en stærk, bæredygtig og mangfoldig europæisk kulturbranche. Dette bør understreges og anerkendes i en tid, hvor rettigheder er under massivt pres fra AI-tjenester og andre tech-giganter.

2. Effektiv gennemsigtighed i AI-tjenester
En forudsætning for, at rettighedshaverne kan få en rimelig betaling for brug af deres indhold, er, at der er klarhed over, hvordan AI-tjenester har brugt indholdet. Derfor er det afgørende, at AI-tjenester leverer dækkende og forståelig information om, hvilket indhold de  bruger – med en formodning om, at ophavsretligt beskyttet indhold indgår, medmindre andet kan dokumenteres.

3. Effektiv og ensartet overholdelse af EU’s ophavsretsregler – med fokus på et
velfungerende licenseringsmarked
Der skal skabes grobund for et velfungerende licenseringsmarked ift. AI, hvor rettighedshaverne sikres en fair andel af værdiskabelsen i hele AI-værdikæden.

4. Fair konkurrence for menneskeskabt indhold
Menneskeskabt indhold er en grundlæggende del af den europæiske kultur. Det skal det også være i fremtiden. AI må ikke på urimelige vilkår udkonkurrere og erstatte menneskeskabt indhold.