Artist og bestyrelsesmedlem
efterlyser bedre vilkår i København for musikkens kunstnere
Det er musikmediet Gaffa, der beder Brian Risberg Enggaard Clausen at udpege de vigtige indsatser, som de københavnske politikere bør gå videre med.
“Konkret ville jeg arbejde for, at kommunen sætter flere midler af til kultur og især honorarstøtte til spillestederne,” siger han.
Han roser Statens Kunstfond for at opjustere minimumshonorarer til musikere men fremhæver også, at Københavns Kommune ligeledes bør udbetale en større pulje til spillesteder – ellers bliver færre artister og musikere booket:
“[…] vi har brug for, at antallet af klip fastholdes eller øges og at puljen følger med. Ellers risikerer vi, at spillestederne får sværere ved at booke et varieret udbud af artister, og at koncertudbuddet bliver fattigere,” siger Brian Risberg Enggaard Clausen, der, udover at være bestyrelsesmedlem i Dansk Artist Forbund, er næstformand i Spil Dansk og medlem af Københavns musikudvalg.
København skal være foregangskommune
Københavns Kommunes skal arbejde langsigtet og europæisk. Her fremhæver han muligheden for en koncertgarantifond, hvor spillesteder og musikere undgår en urimelig økonomisk risiko ved afholdelse af koncerter.
Københavns Kommune bør også tilslutte sig europæiske ordninger der styrker kulturen, mener han, og fremhæver en mærkningsordning til scener med sunde og fair vilkår.
“Et andet eksempel er en fair practice-mærkning inspireret af Holland, som belønner spillesteder, teatre og andre arrangører, der arbejder bæredygtigt – både socialt og grønt,” siger Brian Risberg Enggaard Clausen til Gaffa.
Musikkens kunstnere skal kunne leve af deres arbejde
Værdisætningen af musikkens kunsternes arbejde er fuldstændig central for, at musiklivet kan blive stærkere i en kommune som København:
“Husk, at musik ikke kun er underholdning – det er en livsnødvendighed. Musik binder mennesker sammen på tværs af alder, baggrund og politiske holdninger. Når I investerer i musik, investerer I i byens sjæl, i borgernes trivsel og i fremtidens stemmer. Derfor vil jeg opfordre jer til at tage ansvar for, at musikere kan leve af deres arbejde,“ siger Brian Risberg Enggaard Clausen til Gaffa.
Har du abonnement til Gaffa, kan du læse hele artiklen her.