Artister skal investere selv før andre gør det

 

I fremtiden vil den digitale distribution give artisterne flere muligheder, men samtidig skal de også selv bære en større del af arbejdet, risikoen og investeringen, før musikken bliver en levevej. Forudsigelsen kom på Dansk Artist Forbunds paneldebat på årets SPOT Festival, hvor danske og internationale panelisterne debatterede fremtidens musikmarked.

Foto: Simon Dokkedal

Det har aldrig været lettere at gøre musikken tilgængelig end nu. En artist kan i dag lægge musik ud digitalt og nå lyttere på tværs af landegrænser uden hverken pladekontrakt, radioairplay eller et stort apparat i ryggen.

Adgangen til markedet er blevet lettere og over 250 millioner musikalske værker ligger tilgængeligt på tværs af de digitale musikstreamingtjenester. Men for at en artist kan blive interessant for professionelle aktører skal man i dag vise en tydelig retning i din musik, dit brand og din performance – og det er dyrt for artisten selv. Sådan lyder det fra David Martin, direktør i den britiske artistorganisation Featured Artists Coalition, og Karen Vincent, Managing Director i Warner Music Denmark, som begge deltog i Dansk Artist Forbund under SPOT Festival 2026.

Artisten skal være længere fremme, før pladeselskabet kommer ind

Ifølge Karen Vincent er pladeselskabets grundlæggende opgave stadig den samme: at finde talent, udvikle det og bringe musikken ud til et publikum. Men måden, artister bliver udviklet på, har ændret sig markant.

Hvor pladeselskaber tidligere i højere grad investerede i en artist i tidligere stadier af karrieren og placerede vedkommende i en kommerciel fortælling, ligger mere af udviklingsarbejdet i dag hos artisten selv.

Som eksempel peger Karen Vincent på en tidligere branchelogik, hvor et band som Spice Girls blev skabt til at kunne positioneres med tydelige roller: den sporty, den skæve og så videre. Sådan fungerer det ikke længere. Warner kigger i dag efter artister, der allerede har valgt en retning og har en klar fornemmelse af deres musik, deres udtryk og den måde, de vil møde markedet på.

”For mig er en interessant artist en, der er sikker på sit udtryk: Sådan her skal det lyde. Sådan her vil jeg gå til markedet. Det her er min tone of voice og mit brand,” siger Karen Vincent.

For hende er det netop dér, et pladeselskab kan komme ind og løfte projektet med ressourcer, viden, data og økonomi.

Det betyder også, at artister, der vil indgå i det kommercielle musikmarked, må forstå de systemer, de arbejder i.

”Vær intelligent omkring din forretning. Kend de forskellige organisationer og deres funktioner. Vid, hvordan alting fungerer, før du skriver under på noget,” lyder hendes råd til artisterne.

Foto: Simon Dokkedal

Flere muligheder, men større risiko hos artisten

David Martin, direktør i den britiske artistorganisation Featured Artists Coalition, peger på samme udvikling fra artistperspektivet. Ifølge ham skal artister i dag være længere i deres udvikling, før branchen investerer i dem.

”Det stadie, artister skal være på, og den forberedelse de skal have til markedet, når de bliver signet, ligger nok to, tre, fire eller fem år længere fremme end for 15 år siden. Og det er en stor investering fra artistens side,” siger han.

Det gælder ikke kun den indspillede musik. På liveområdet i Storbritannien ser han den samme bevægelse. Artister skal ofte selv investere i at opbygge et publikum, udvikle deres liveformat og tage økonomiske risici, før turnéaktiviteten kan blive bæredygtig.

”Folk er ikke klar over, hvor meget artisten selv investerer,” siger David Martin.

Han beskriver et UK-marked, hvor toppen vokser, mens vækstlaget er presset. De store arena- og stadionkoncerter klarer sig godt, men for artister, der er i gang med at opbygge deres karriere, kan det være svært overhovedet at få økonomien til at hænge sammen.

”Det er lettere at sælge en billet til 200 pund end en billet til 15 pund i Storbritannien lige nu,” siger David Martin. Han fremhæver UK Artist Touring Fund som et eksempel på en model, hvor penge fra de større koncerter via en fond kan være med til at støtte de artister, der forsøger at opbygge en livekarriere på grassroot-niveau.

David Martin understreger, at hele branchen er afhængig af artisterne og deres musik, og at det derfor er enormt vigtigt, at artisterne sidder med ved bordet, når der skal forhandles aftaler om både indspillet musik og liveoptræden:

”For mig er det afgørende, at skabere og artister sidder med ved bordet. Alt for meget i den her branche er blevet gjort mod kunstnerne i stedet for sammen med dem,” siger han.

I den kommende tid dykker Dansk Artist Forbund videre ned i flere branchefolks blik på fremtidens musikmarked, med afsæt i deres særlige faglighed og arbejde med artister i Norden og internationalt.

Skrevet af Julie Westh Nielsen og Alberte Silberbrandt