Birthe Kjær, Mekdes og DYNAMO modtager årets påskønnelsespriser

Dansk Artist Forbund hædrede fire artister til årets sommerfest. Birthe Kjær, Mekdes og DYNAMO modtog årets påskønnelsespriser for på hver deres felt at udvide kunstens rammer. De skaber nye muligheder for andre og er med til at flytte forestillingen om, hvordan et artistliv kan se ud.

Af Julie Westh Nielsen
Foto af Simon Dokkedal.
“Vi fejrer fællesskabet og de mennesker, der gør noget særligt, som betyder noget for os alle sammen,”
sagde forperson for Dansk Artist Forbund Sara Indrio i åbningstalen til sommerfesten.

Påskønnelsespriserne blev overrakt ved Dansk Artist Forbunds sommerfest den 3. September. En fest der hvert år samler artister og branchefolk indenfor musik og scenekunst.

Birthe Kjær udfordrer forestillingen om kunstnerisk alder

Birthe Kjær modtager årets påskønnelsespris for et kunstnerliv, der viser, at udvikling, relevans og nye muligheder ikke er forbeholdt bestemte generationer.

Gennem næsten seks årtier har hun bevæget sig på tværs af genrer og musikalske fællesskaber og samtidig samlet publikum på tværs af alder. Senest har hendes debut på Orange Scene været med til at udfordre forestillingen om, hvornår i et kunstnerliv nye scener og sammenhænge kan åbne sig.

“Talent har ingen aldersmærkat, og høj faglighed går på tværs af genreskel. Udvikling behøver ikke betyde, at man løber fra sit kunstneriske udgangspunkt,” lød det i Sara Indrios tale ved overrækkelsen af prisen.

Birthe Kjær hædres for dermed også for at være med til at udvide billedet af, hvor vidt en artistkarriere kan spænde og et kunstnerliv kan række, og hvornår kunstnerisk udvikling kan finde sted.

Mekdes er med til at udvide rammen

Mekdes modtager påskønnelsesprisen for diversitet for at være med til at flytte grænserne for, hvem der definerer en artists identitet, fortælling og kunstneriske udtryk.

Hans kunstneriske virke inspirerer til en bredere forståelse af diversitet: Det handler ikke kun om repræsentation inden for allerede eksisterende rammer, men også om muligheden for selv at være med til at forandre dem.

“Diversitet er ikke kun et spørgsmål om, hvor mange forskellige mennesker vi kan få ind i den samme eksisterende ramme. Det handler også om at udvide selve rammen. Når man som artist insisterer på retten til selv at definere, hvem man er, gør man samtidig pladsen større for dem, der kommer efter,” sagde Sara Indrio til Mekdes, da han modtog prisen.

Mekdes hædres for på den måde at være med til at skabe større kunstnerisk råderum, både for sig selv og for andre.

DYNAMO bygger rammerne for en hel kunstform

DYNAMO modtager påskønnelsesprisen for kunstnerisk iværksætteri og formidling af cirkus.

Rune Andersen og Gry Lambertsen har med DYNAMO været med til at skabe noget, der længe har manglet i dansk samtidscirkus. Nemlig fysiske og professionelle rammer, hvor artister kan optræde, træne, eksperimentere, være i residency og udvikle nye værker.

“Rune Andersen og Gry Lambertsen har ikke bare bygget deres egen arbejdsplads. De har været med til at skabe infrastruktur omkring en hel kunstform,” sagde Sara Indrio.

DYNAMO hædres for at skabe arbejdsrum og udviklingsmuligheder for andre artister, for at være med til at løfte samtidscirkus som fag og kunstform og for at styrke samtidscirkussets plads i det danske kunst- og kulturliv.

Om Dansk Artist Forbunds påskønnelsespriser

Dansk Artist Forbunds påskønnelsespriser gives til artister og aktører, der gennem deres kunstneriske eller faglige virke gør en særlig forskel for musik, scenekunst og performance.

Prismodtagerne udvælges af kolleger fra Dansk Artist Forbunds bestyrelse.

Med prisen følger 20.000 kroner og en original illustration af Pauline Drasbæk.