Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund tager fælles kamp for kunstneres AI-rettigheder
Begge forbund har forbeholdt medlemmernes rettigheder i relation til generativ AI over for samtlige pladeselskaber, der opererer på det danske marked. Det betyder, at rettigheder til brug i generative AI-sammenhænge fremover skal forhandles kollektivt gennem forbundene.
”AI-træning og generering er ikke bare en forlængelse af eksisterende brug af musik og præstationer. Det er en helt ny form for udnyttelse, som rejser afgørende spørgsmål om både rettigheder, identitet og indtjening. Derfor skal det håndteres kollektivt og under ordentlige vilkår,” siger Thomas Sandberg, fra Dansk Musiker Forbund.
Fremover opfordres medlemmer, der møder kontrakter eller tillæg med AI-regulering, til at henvise pladeselskaber og andre aktører til forhandling med Dansk Artist Forbund eller Dansk Musiker Forbund.
Initiativet ændrer ikke på medlemmernes mulighed for at indgå øvrige aftaler eller påtage sig arbejde, men spørgsmål om AI-vilkår skal håndteres gennem forbundene.
”Presset udefra vokser i takt med den teknologiske udvikling. Derfor er det afgørende, at kunstnere og musikere står sammen netop nu. Hvis vi ikke sikrer klare rammer og fair betaling fra begyndelsen, risikerer vi, at udviklingen løber fra kunstnernes rettigheder,” siger Sara Indrio, forperson Dansk Artist Forbund.
Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund arbejder nu målrettet på at etablere en kollektiv aftalemodel, der skal sikre gennemsigtige vilkår og ordentlig betaling ved brug af musik og kunstneriske præstationer i generativ AI.
Som led i indsatsen har forbundene styrket det juridiske arbejde gennem Performex, som har ansat en specialiserede rettighedsjurist til at bistå i de kommende forhandlinger og sikre medlemmernes interesser.
Hvis du har spørgsmål til dette omfattende emne, så tag fat i Trine Jorst hos Performex på trine@performex.dk eller ring +45 53 53 28 05
Har du spørgsmål eller vil vide mere?
Få svar på spørgsmål om AI og rettigheder direkte hos Performex’s chefjurist Trine Jorst på mail trine@performex.dk eller ring på tlf. 53 53 28 05
