Musikbranchen er som en ambitiøs teenager på vej ind i voksenlivet: Nye generationer af musikere, artister og fagpolitikere kræver ansvarlighed, data, kontrakter på papir i stedet for serviet og samarbejde fremfor konkurrence. I den virkelighed skal og bør sexisme selvfølgelig også være fortid. En af vejene derhen går gennem de etablerede fællesskaber, som er garant for gode løsninger på de arbejdsmiljøproblemer, som kunstnere peger på i DR dokumentaren om sexisme i musikbranchen. Ansvaret skal tages op af alle os der kan – og gribes, der hvor medierne slipper.

Debatindlæg af Sara Indrio, forperson Dansk Artist Forbund – bragt i Kulturmonitor 29. August 2024 

Samtalen om sexisme engagerer de fleste danskere. Og mange har holdninger til, om prisen Martin Brygmann og Claes Antonsen betaler inde i gabestokken er for høj. Men selvom det er svært, må vi forsøge at holde tingene adskilt: Ingen af kvinderne i DRs dokumentar om sexisme i musikbranchen har forlangt nogen fyret eller nogens karriere ødelagt. Medieomtalen er belastende for de medvirkende og grænseoverskridende adfærd er komplekst at løse – ligesom alle kultur- og strukturforandringer er det.

Vi bør være optaget af, hvordan vi tænker os at have arbejdsrelationer og samarbejde i fremtiden, og hvordan kan vi bygge et system, der både kan tage hånd om den krænkede og krænkeren uden at behøve mediernes hjælp. Dét, kvinderne – og mange i den yngre generation – peger på, er, at vi skal have arbejdsfællesskaber på en ny måde, også i konkurrenceprægede og ‘unge’ brancher som musikken. Det svære bliver at finde ud af, hvordan vi gør det.

En teenagebranche med vokseværk

For at forstå, hvorfor der er oprør indefra i musikbranchen, må man forstå, at det er et relativt nyt fænomen, at rytmisk musik er blevet en branche. (link Alle mod alle | Weekendavisen ) Efter rytmisk musiks ‘golden age’ i firserne og halvfemserne, voksede den gradvist til at blive en decideret branche, som fungerer fortrinsvis på kommercielle vilkår. Billedligt sagt befinder vi os på teenagestadiet som erhverv, men er ved at modnes til den virkelighed, der handler om at have tal på indkomst og beskæftigelse, strukturer for arbejdsmiljø, kontrakter på aftaler – også mellem venner.

Det er et fælles vilkår for alle i branchen at måtte kæmpe om for få penge og op imod en økonomi, der er afhængig af en alt for ureguleret og uigennemsigtig tech-industri, som er blevet afgørende for relationen til publikum. De mest udsatte er kvinderne og de unge (link MPBU_Final-sammendrag-af-rapport.pdf (musiklivetspartnerskab.dk).

Særligt udsatte i en særligt udsat arbejdssituation

Når nogle få har svært ved at håndtere friheden og magten i sådan branche, skal ansvarlige ledere eller gatekeepere kunne handle som de ’voksne’. Og så skal vi selvfølgelig have almindelig anstændig omgang med hinanden og øge gensidig forståelse og respekt for hinandens grænser. Men hvad betyder det på et arbejdsmarked, der er præget af korte ansættelser og organiseret stort set uden tillidsrepræsentanter, kollektive aftaler, HR-afdelinger og samværspolitikker? Svaret kræver omhu, selvransagelse – og mere viden.

Nu er kunstnerne igen gået forrest på et emne, som vedrører og engagerer hele samfundet. Men når samtalen efterfølgende flytter på de sociale platforme, bliver den ofte krads, styret af algoritmer, ansvaret bliver diffust og tendensen går i retning af ‘pinkwashing’ og ’cancel culture’. Det er det modsatte, der er brug for: Ansvarsbevidsthed, selvransagelse og samtale.

Det er vigtigt at vi som etablerede fællesskaber står klar til at sikre, at forandringerne sker på en inkluderende og ordentlig måde. Forhåbentlig vil vi snart se tilbage på sexisme og krænkelser som et kulturelt fortidslevn. Til sammenligning tænker vi på retten til at slå børn som noget gammeldags, efter at Danmark vedtog en lov, der afskaffede revselsesretten i 1997.

Opgøret med sexisme kræver fælles ansvar 

Det, vi gennem flere år har været midt i, er en slags krops- og kulturrevolution: ”Spørg først! Min krop er min egen, køn er ikke binært, nye familieformer,” og så videre. Musikbranchen udstiller sit interne opgør, men står langtfra alene med behovet for forandring og løsninger på blandt andet sexisme på arbejdspladserne.

Hvis ikke vi som fællesskaber formår at favne dette opgør, og udvikle os sammen med det, kan vi heller ikke finde brugbare modeller til at skabe trygge arbejdsrammer for alle. Nok udgør medier og sociale platforme en uforpligtende og ‘fri’ ramme for fællesskab og bekendelser, men lover ingen tryghed.

Ligeledes er det ikke i og på medierne, at vi kan sikre grundlæggende rettigheder, føre principsager og tilbyde den specialviden, som hjælper begge parter videre. Ingen må slippe ansvaret for først og fremmest at lytte. For så vokser kløfterne, gabestokken – og usikkerheden.