Debatindlæg af Sara Indrio, forperson for Dansk Artist Forbund og tidl. medlem af FH’s Hovedbestyrelse – Bragt i JP 9. januar 2024 

I fagbevægelsen trænger vi til at modernisere og forandre vores måde at tænke og samarbejde på. Det skal vi, fordi det er her, vi former fremtidens arbejdsliv. Det arbejde er vigtigt – også for den voksende gruppe af arbejdstagere, der ikke passer ind 1900-tallets organisering af det gode arbejdsliv.

Og her tænker jeg ikke kun på kunstnerne, som historisk har udfordret den klassiske tænkning. Vi ser generelt et stigende behov for at skabe større balance mellem arbejdsliv og frihed. Den teknologiske udvikling og større kompleksitet i hverdagen gør tid og selvbestemmelse til de varer, der for mange er i allerhøjeste kurs. Modsat de fleste lande i verden, så må man i Danmark samle sig i faglige fællesskaber – også kendt som fagforeninger.

Den kunstneriske arbejdsform har gennem historien vist, hvor svært det kan være for den enkelte at opnå kombinationen af tryghed og frihed, og indgå i en ret og pligt tænkning. Arbejder du ikke som klassisk, fastansat lønmodtager, så risikerer du at ryge udenfor den beskyttelse, vi har bygget op i Danmark gennem 150 år.

Hvis vi som fagbevægelse ønsker at gøre arbejdsmarkedet bedre for flere og inkludere de unges behov i fællesskabet, så skal vi kunne udtænke løsninger, der giver tryghed og fleksibilitet for både arbejdsgiver og arbejdstager. Også i en fremtid, hvor teknologi, ressourcer og livsvilkår er i hastig forandring.

Danmark er blandt et mindretal af lande i verden, hvor faglige fællesskaber er tilladte og frie – og de har et stærkt forhandlingsmandat i udformningen af samfundets kontrakter. Men kan de unge genkende sig selv i de fællesskaber? Ikke hvis vi kigger på de iskolde tal. Ved årtusindskiftet var 70 procent af alle lønmodtagere i Danmark medlem af en fagforening. I dag er kun 45 procent af de unge under medlem af et fagligt fællesskab.  Det tyder på, vi bør gøre os langt større anstrengelser end i dag, for at forstå hvad ønskerne er til fremtidens arbejdsliv og fællesskaber.

Det er de unges ret at være omfattet af samfundets etablerede fællesskaber. Medlemsskab af en fagforening er ikke en ’gave’, vi giver de unge, sammen med en løftet pegefinger og et foredrag om ret og pligt. Som samfund og fagbevægelse bør vi gribe de unges motivation til at involvere sig i arbejdet for at forme fremtidens samfund og arbejdsliv.

Et godt eksempel på, hvor fagbevægelsen kunne være der mere for de næste generationer, er når vi taler om, hvordan vi hjælper atypiske ansatte. Fagbevægelsen har historisk holdt atypiske ansatte ud i strakt arm, og spurgt, om de ikke bare er falske selvstændige. Men hvis vi vil have flere med i fællesskabet, så skal vi også levere løsninger på de atypiske arbejdsformer.

Tal fra DI viser at 1 en ud 3 unge ønsker selv at bestemme over arbejdstid og blive sin egen chef. Jeg går skridtet videre og påstår, at også for de sidste 2 tredjedele har jobmotivationen ændret sig siden det forrige århundrede. Nu vægter behovet for balance og rummelighed i arbejdslivet langt højere end tidligere. Nogle ønsker mere tid med familien. Andre vil have friheden til at trække stikket i et år. Og så er der dem som vil udfolde sig selv gennem fritidsinteresser eller bare har behovet for i højere grad selv at kunne planlægge sin tid og arbejdssted. Det skaber nye udfordringer for alle parter på arbejdsmarkedet – men måske skaber det også tilsvarende muligheder. Derfor tror jeg, at vi som samfund kan lære meget af artisternes erfaringer – på godt og ondt.

I anledning af det nye år vil jeg gerne fremsætte tre ønsker for, hvordan vi fremover styrker fremtidens faglige fællesskaber:

1. Beskyttelse af alle der arbejder – uanset, om du er solo-selvstændig eller lønmodtager, eller noget midt i mellem. Basale rettigheder som fx løn under sygdom og barsel bør tilkomme alle, der arbejder. Sådan er det ikke for kunstnerne i dag.

2. Gentænke det ’vi’ som lønmodtagernes fællesskaber i øjeblikket taler fra – er det i synk med nye generationers behov og selvforståelse? Som etablerede organisationer skal vi udfordre ’os’ og ’dem’ tænkningen.

3. Den binære tænkning på arbejdsmarkedet afspejler ikke de nye behov på begge sider af forhandlingsbordet. Arbejdsgivere og arbejdstagere må blive mere ambitiøse omkring deres samarbejde. Vi må, sammen med politikerne, være på forkant med at udtænke fremtidens løsninger for et bæredygtigt arbejdsliv og samfund.

Når jeg mener, at vi som fagbevægelse har brug for at forandre os, så udspringer det af en erfaring fra kunstnerne, som har brug for fællesskabets styrke. Jeg ser dagligt, hvad det vil sige at stå udenfor lønmodtagernes beskyttelse – ofte som enkelt person i individuelle forhandlinger i en udpræget konkurrenceorienteret verden.

Artisternes arbejdsmarked er usikkert og en freelancetilværelse er ikke for alle, selvom den repræsenterer en voksende tendens i Danmark. Se bare på den stigende stand af unge, som vælger vikarlivet, eller antallet af håndværkere som har en enkeltmandsvirksomhed. Det betyder, at de – som kunstnerne – ikke arbejder 37 timer om ugen med ferie, barsel og alle de goder, flertallet nyder godt af. Frihed har hidtil stået i modsætning til tryghed og sikkerhed. Hvorfor egentlig?

Vores historiske hævdvundne ret som faglige fællesskaber er, at vi er den progressive kraft i samfundet. Derfor er det vigtigt, at vi smider nogle af tøjlerne og hurtigere fanger de understrømme, der næres på arbejdsmarkedet. I dag samles vi fagbevægelsen alt for ofte om at beskytte, hvad vi har. Det er faktisk paradoksalt, at alt hvad der handler om nye lønmodtagertendenser/kampe som 30 timers arbejdsuge, 4 dages arbejdsuge, quit quitting, FIRE og nedsat tid med småbørn, eller at trække stikket som Maj My i en periode, alt sammen er tendenser, der er opstået udenfor bevægelsen. Her må til at spørge os selv, om der brug for nye måder at tænke samfundsøkonomi på. For det kan da ikke være rigtigt, at vi i 2023 har toppolitikere, der taler om at hæve arbejdstiden som svar på samfundets udfordringer. Det er da for uambitiøst at trække på det forrige århundredes økonomiske tænkning.

Ovenikøbet har vi som bevægelse og fællesskab accepteret at halvere dimittenders dagpengeperiode og reduceret satsen. Nu skal kommende generationer så også have et SU-år mindre. Vi saver langsomt de kommende generationer over – her burde vi som bevægelse være fremtidens bolværk.

Hvis vi som fagforeninger skal have retten til at være her og genvinde relevansen, så er det os, der skal kæmpe for en bedre fremtid og forhindre det generationstyveri vi er vidne til i disse år. Der er stor handlingskraft i nutiden! Tag bare #MeToo og klimabevægelsen.

Jeg tror på, at fællesskaber kollektivt kan løse mange af udfordringerne, ikke mindst dem, som de teknologiske fremskridt dikterer. Det er ikke det samme som en blankocheck til at frasige sig ansvar, men som vi har gjort historisk, kan vi som faglige fællesskaber investere i det, der skal til for at den enkelte forløser drømmen om et tryggere arbejdsliv i bedre balance. Men det kræver, at vi lytter lidt mere, og tøver lidt mindre, når kunstnerne og de unge insisterer på fornyelse i balancen mellem frihed og arbejde.