Det er ikke et problem i sig selv, at nogle har mere magt end andre, så længe de personer, vi giver magten til, også tager ansvar. For magt er et vilkår. Men magt er et ubekvemt emne mange steder i det danske kulturliv. For kunstnerne er problemet størst, når den er skjult, fastlåst og upåvirkelig. Vi bør være på vagt, når kunstnere ikke har adgang til indflydelse på muligheder, virkemidler og på de strukturer, som kunstnerne agerer i.

Gennem tiden har store tænkere givet perspektiv til fænomenet magt. En af dem er Foucault, som minder os om, at magt er en præmis for både menneske og samfund. Men med magt bør følge ansvar, og det skal være gennemskueligt, hvem der har magten. I en ny teknologisk virkelighed og et samfund med stigende kompleksitet, er det derimod blevet sværere at gennemskue og behovet for gennemsigtige magtstrukturer er stadig lige så præsent, som det altid har været.

Algoritmernes skjulte magt

Der, hvor vi som kunstnere i dag bør udfordre magten i kulturlivet, er som nummer ét, algoritmerne. De ville bonne ud på alle Foucaults advarselslamper. Her er der tale om en skjult magt, som den enkelte ikke kan påvirke eller komme i dialog med, og samtidig er helt afhængig af for at nå publikum. Dertil kommer, at sociale medier og digital adfærd er blevet så omfattende, at den er svær for de valgte magthavere – politikerne – at regulere mod, fordi centrum for den magt er placeret i et andet land.

Magtens ulighed

Det andet, som er vigtigt for kunstnere i samtalen om magt, er at vide hvem gatekeeperne er, og at have adgang til dem og deres kriterier. Kriterierne skal være tydelige, så der ikke sker diskrimination på baggrund af politiske overbevisning, genre, alder, køn og andre diversitetsparametre. Det er særligt et problem, når nåleøjet er småt og afgørende. For eksempel afspilninger på radioen eller booking til venues og festivaler.

Det uigennemskuelige til- og fravalg

Kulturinstitutioner og medier vælger deres indhold fra et bredt udvalg af kunstnere og kunstnerisk udbud, og de har magten til at bestemme hvilken faglighed, genrer og strømninger, de vil præsentere. Men hvad er parametrene for de valg? Hvad skal der til for at blive valgt næste gang? Det er uigennemskueligt, og dermed – ifølge Foucault – problematisk.

Kunstnerne oplever, at der er magt i ’institutionernes mursten’, faste ansættelser – og vanetænkning. Det kræver tid og viden at få foden indenfor ’bag murstenene’, og selve den præmis, at mange kunstnere hele tiden skal kæmpe for et levebrød, giver en ulighed.

Det bør kulturinstitutionerne tage ansvar som en fælles udfordring – og anerkende den som en indbygget del af magtstrukturerne, de skal være bevidste om.

Kunstnernes og publikums magt

Samtidig har en række kunstnerne også selv magt, sammenlignet med andre i befolkningen. Indflydelsen har de i kraft af deres publikum og adgang til offentligheden. Foran scenen udgør publikum også en magtfaktor som kulturforbrugere, i kraft af deres til- og fravalg af musik og scenekunst. Den relation udgør en omskiftelig magtdynamik i samfundet i og med, kunstneren er med til at skabe samtale, normer og normkritik, men også arbejdspladser, kommerciel omsætning og fællesskab. Det svære ved kunstnerens position bliver, at artist og/eller musikskaber samtidig er en enkeltperson, der selv kan have behov for almindelig beskyttelse fra og overfor magtens strukturer.

Sammenhold giver viden – og magt

Kunstnere i Danmark har som faggruppe en vis magt via kollektiv forhandlingsret, som kommer via medlemskab af fagforeningerne. Når man organiserer sig som kunstner, betaler man gennem sit medlemskab for, at andre tager magtkampen for en. Der ligger stadig nogen magt i et solidarisk fællesskab, som giver kraft til individet overfor systemer og strukturer, som kunstneren selvfølgelig også møder i form af arbejdsgivere, banker, lovgivning, og så videre.

Med viden følger magt, som filosoffen Francis Bacon også konkluderer – og artister og musikskabere der har indsigt og viden om rettigheder, vilkår og marked, står stærkere i den individuelle forhandling med for eksempel et spillested eller en producent. Den viden og magt er særdeles vigtig for at kunstnerne – eller kunstnernes organisationer kan matche den magt der findes på den anden side af bordet og bag murstenene.

Magt i sig selv ikke en dårlig ting. Men den skal være ansvarlig, transparent, til at påvirke, og til at nå.

Du kan læse flere debatindlæg fra Sara Indrio her