I USA kæmper kunstnerorganisationer mod brugen af kunstneres værker og identitet i AI

Det amerikanske fagforbund for musikere hævder, at eksisterende aftaler bliver overtrådt i samarbejdet mellem major labels og AI-virksomheder. Samtidigt er ny lovgivning om beskyttelse af kunstnernes identitet nået hele vejen til Senatet via SAG-AFTRA – den amerikanske fagforening for performere. 

The American Federation of Musicians (AFM) – en fagforening for musikere i USA – lægger sag an mod Universal og Warner for brug af musik til AI-træning. I søgsmålet fra den 5. juni hævder AFM, at de to majorlabels bryder den kollektive aftale ved at tillade ny brug af indspilningerne i samarbejdet med AI-virksomhederne Suno og Udio.   

I søgsmålet fremgår det også, at de to major labels ikke vil oplyse hvilke indspilninger, der er blevet linsenseret til AI-træning, og heller ikke vil kompensere kunstnerne for udnyttelsen.    

“Mens de sagsøgte har beskyttet deres egne interesser og skabt en betydelig ny indtægtskilde gennem aftaler med tilbagevirkende kraft og fremadrettede licenser, har de nægtet at kompensere de musikere, hvis værker – skabt med deres egne instrumenter og gennem deres talent, kreativitet og hårde arbejde – bliver ført ind i AI-maskiner med henblik på profit,” fremgår det af søgsmålet. 

De to labels har tidligere selv haft ophavsretssager mod AI-virksomhederne, men de blev opløst, da musikselskaberne i 2025 i stedet indgik samarbejde med henholdsvis Udio og Suno.  

Herhjemme har Dansk Artist Forbund, sammen med Dansk Musiker Forbund, meddelt musikselskaberne, at træning på AI kræver kunstnernes tilladelse.  

”Problemerne er de samme herhjemme, hvor vi mangler fuldt dækkende regulering, der beskytter kunstnernes rettigheder mod den nye udnyttelse, som AI-træning og generering af værker udgør. Den lovgivning, der findes, bliver ikke overholdt, og det har vi meddelt musikselskaberne. Vi kan ikke vinde, hvis kampen for rimelige vilkår står mellem de enkelte artister og deres pladeskab. Via fagforeningerne bliver det en kollektiv indsats, og derfor er det så vigtigt, hvad vores amerikanske kollegaer har i gang,” siger Sara Indrio.  

Få mere viden om problematikkerne om ophavsret i musikken og træning af AI her. 

Du kan læse mere om søgsmålet i PitchForks artikel her 

Ny lovgivning skal beskytte kunstnernes identitet mod udnyttelse 

Samtidigt er et lovgivningsforslag om forbud mod deepfakes og efterligninger af mennesker på nettet nået til Senatet. Det er fagorganisationen SAG-AFTRA, der repræsenterer 160.000 performere i USA, der står bag forslaget NO FAKES Act. 

“Lovforslaget udvider udtrykkeligt beskyttelsen af alle personers stemme og visuelle fremtoning – både levende og afdøde – mod uautoriserede computergenererede genskabelser. Dermed indføres en klar føderal ret for alle amerikanere til selv at godkende brugen af digitale kopier af deres fremtoning,” fremgår af præsentationen af forslaget. 

NO FAKES Act har ifølge SAG-AFTRA opbakning fra begge politiske partier i det amerikanske senat og har til formål at blive del af føderal lovgivning, der skal beskytte amerikanernes stemmer og fremtoning mod digital skade og udnyttelse. Lovforslaget skal til afstemning i Senatets retsudvalg d. 11. juni 2026.   

Læs mere om lovforslaget her 

I Danmark ligger der et lovforslag klar, som en del af dansk ophavsretslov skal beskytte artisterne mod deepfakes og digitale efterligninger. Læs mere om lovforslaget her.