København investerer i næste generation af kulturbrugere

30.000 københavnske børn får i år mulighed for at opleve en teaterforestilling gennem den nye En-Til-Alle-ordning. For scenekunstnerne betyder ordningen, at flere får adgang til deres forestillinger, og at en ny generation af publikum får flere af de vigtige, tidlige møder med scenekunsten.

Af Julie Westh Nielsen
SKJUL forestilling af ZeBU.

Flere børn på tilskuerrækkerne er ikke kun godt nyt for børnene. Det er også godt nyt for de scenekunstnere, der skaber de forestillinger, børnene skal ind og opleve.

Med prøveordningen En-Til-Alle har Københavns Kommune afsat 1,4 millioner kroner til teaterbilletter for omkring 30.000 børn i kommunens skoler og daginstitutioner.

For Dansk Artist Forbund er det væsentligt, at kommunen prioriterer penge til at bringe flere publikummer ind i teatrene. Forperson Sara Indrio hilser ordningen velkommen, og håber den kan blive udbredt til mange flere kommuner:

“Det, at gøre scenekunsten til en del af folkeskolen, betyder, at alle børn får adgang til kunst og kultur. For scenekunsten er det vigtigt, at samfundet investerer i det publikum, som skal bære kulturlivet videre. Skolebørnene er den næste generation af kulturbrugere og dermed også scenekunstnernes kommende publikum,”
siger Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund.

Flere børn får adgang til scenekunsten

Ordningen giver hver klasse, vuggestue- og børnehavestue mulighed for at få dækket billetudgiften til én teaterforestilling i løbet af 2026. Lærere og pædagoger vælger selv blandt de forestillinger, der er en del af tilbuddet, og billetudgiften dækkes af Københavns Kommune.

Dermed bliver økonomien i den enkelte skole, institution eller familie i mindre grad afgørende for, om et barn får mulighed for at opleve scenekunst.

Det er vigtigt, mener Sara Indrio:

“Danske scenekunstnere producerer og skaber et stærkt udbud af spændende forestillinger for børn og unge. Derfor er det rigtig positivt, når kommunen strukturelt understøtter målrettet publikumsudvikling. Øvelsen bliver at formidle de mange scenekunstformater, der findes – ikke mindst inden for cirkusgenrerne, som i de senere år har lavet meget anmelderroste forestillinger til både børn og unge,” siger hun.

Scenekunst styrker børn og fællesskaber

En undersøgelse udført af Seismonaut for Sjællands Teater og Teatercentrum i samarbejde med Bikubenfonden blandt mere end 150 skolebørn peger på, at scenekunst blandt andet kan skabe fællesskab og nærvær, styrke koncentrationen og give børn mulighed for at identificere sig med andre og reflektere over både egne følelser og verden omkring dem.

“Når en kommune prioriterer den her type ordninger, anerkender den samtidig, at adgang til kunst og kultur er noget, vi har et fælles ansvar for. Kunsten er med til at danne os som mennesker og samfundsborgere. Scenekunsten giver børn mulighed for at opleve noget sammen, mærke forskellige følelser og se sig selv, hinanden og verden fra nye perspektiver. Derfor er det vigtigt, at alle børn får mulighed for at møde scenekunsten, uanset baggrund. Og forhåbentlig bliver det også en del af undervisningen at reflektere over oplevelsen sammen med lærerne,”
siger Sara Indrio.

Sådan fungerer ordningen

En-Til-Alle-ordningen gælder børn i Københavns Kommunes grundskoler og daginstitutioner.

Hver klasse eller institutionsstue kan få dækket billetudgiften til én teaterforestilling i 2026. Ordningen omfatter også de lærere og pædagoger, der deltager sammen med børnene.

Københavns Kommune har afsat 1,4 millioner kroner til ordningen, som i år giver omkring 30.000 børn mulighed for at komme i teatret.

Forestilling og billetter vælges af skolen eller daginstitutionen via bu.teaterbilletter.dk.


Laver du forestillinger for børn og unge? Se, hvordan din forestilling kan komme med

Er dit teater allerede en del af Teaterbilletter-samarbejdet og sælger I gruppebilletter til børn og unge, kan forestillingerne registreres direkte i Tereba.

Under den enkelte forestilling skal teatret under fanen Billetsalg vælge, at billetterne skal udbydes gennem Teaterbilletter.dk og angive, hvilken aldersgruppe forestillingen henvender sig til, eksempelvis vuggestue- eller børnehavebørn.

Er teatret endnu ikke en del af Teaterbilletter-samarbejdet, kan producerende teatre, der er berettiget til formidlingstilskud fra Pulje 2 i Formidlingsordningen, komme med i samarbejdet gennem Scenit.

Scenit administrerer En-Til-Alle-ordningen på vegne af Københavns Kommune.