Kun tre af 26 artister på Køge Festuge er kvinder: Dansk Artist Forbund efterlyser fælles ansvar for det lange træk
Kønsfordelingen på Køge Festuges musikprogram er endnu et eksempel på, at der fortsat er langt til lige adgang til landets scener. Opgaven kan være besværlig og nogle gange tidskrævende. Hele musiklivet må tage medansvar, hvis udviklingen skal rykke sig, mener Dansk Artist Forbunds forperson, Sara Indrio.
Af Julie Westh Nielsen

Kun tre af de 26 artister på årets program for Køge Festuge er kvinder
Det svarer til 11,5 procent af programmet.
Den skæve fordeling har Kulturmonitor sat fokus på, og ifølge artisternes forperson, Sara Indrio viser den, at musikbranchen fortsat har en fælles opgave med at skabe mere lige adgang til scenerne.
“Det er en bunden opgave at sikre lige adgang til de danske scener. Det er ikke kun for kunstnernes skyld, men også for, at publikum skal få noget af det, de ikke kender,” siger Sara Indrio, forperson for Dansk Artist Forbund.
Kønsbalancen handler dermed ikke alene om tallene på den enkelte festivalplakat. Hvem der bliver booket, har også betydning for, hvilke artister der får mulighed for at møde et publikum, udvikle deres livekarriere og blive de større navne, som arrangørerne senere kan booke.
Hele musiklivet skal løfte i flok
Køge Festuge anerkender selv, at kønsfordelingen ikke er, som arrangørerne kunne ønske sig.
Festugen peger blandt andet på en usædvanligt kort planlægningshorisont. På grund af flere års usikkerhed om festugens placering har arrangørerne først sent kunnet indgå endelige aftaler med artister. Samtidig ligger festugen sent i festivalsæsonen, hvor mange artister allerede er booket eller har andre planer.
Ifølge Køge Festuge har man blandt andet forsøgt at booke Mille, Saint Clara og Annika til årets program, men fået afslag på grund af manglende tilgængelighed. De tre kvindelige artister på programmet er Birthe Kjær, Berg og Gry. Derudover har bandet Halberg to kvindelige medlemmer.
Forperson Sara Indrio anerkender, at arbejdet med kønsbalance kan være komplekst, ikke mindst for mindre aktører med færre ressourcer. Men netop derfor kan ansvaret ikke placeres hos enkelte festivaler eller spillesteder alene.
Festivaler kan være med til at bygge nye navne
En del af udfordringen er, at kønsbalancen allerede er skæv tidligere i musiklivets fødekæde. Kvinder udgør fortsat en mindre del af de professionelle musikere og artister, og de største kommercielle navne er derfor heller ikke fordelt ligeligt.
Det gør imidlertid arbejdet med, hvem der får adgang til scenerne, desto vigtigere.
Store, kendte navne er afgørende for økonomien hos mange kommercielle arrangører. Men spillesteder og festivaler kan samtidig spille en rolle i at give nye artister mulighed for at vokse.
“De kommercielle aktører sælger billetter på de kendte navne, og den dynamik gør det svært at satse på navne, der har et mindre publikum i ryggen. Der kan spillesteder og festivaler i højere grad tage chancer og være med til at bygge et livenavn op, og det vil jeg gerne se mere af,” siger Sara Indrio.
Det betyder blandt andet at orientere sig bredere i vækstlaget og være bevidst om, hvilke artister der får mulighederne for at tage næste skridt.
Målet er bedre balance frem mod 2030
Dansk Artist Forbund har sammen med andre organisationer i musiklivet formuleret fælles kønsbalancemål frem mod 2030.
Et af målene er, at programlægning og kuratering på blandt andet festivaler, spillesteder, koncertsale og i statsstøttet radio skal afspejle en intention om balance mellem køn. Som pejlemærke er der arbejdet med en fordeling på mindst 70/30.
Udviklingen går den rigtige vej flere steder i musiklivet, men tallene viser samtidig, at arbejdet langt fra er færdigt.
“Jeg tror, vi må anerkende, at der er mange, der stadig arbejder med, hvordan de konkret får løst udfordringen. Det går bedre, men vi er ikke i mål,” siger Sara Indrio.
Dansk Artist Forbund opfordrer blandt andet aktører i musikbranchen til at engagere sig i Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling, hvor branchen deler viden og erfaringer om arbejdet med blandt andet diversitet og lige adgang.
Læs her om hvordan Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling skal fremme et bæredygtigt musikliv.
Fælles 2030 kønsbalancemål kan læses her.
Undersøgelsen kan læses her.
