Lønner de mange timer
på SoMe sig for artisten?
Hvordan indretter artister i dag et arbejdsliv, hvor sociale medier er et vilkår? Og hvad betyder kravet om tilstedeværelse på den digitale scene? Det fik vi en samtale om i indercirklen af musikbranchen ved Dansk Artist Forbunds debat på dette års SPOT+ konference.
Sociale medier er i dag en uomgængelig del af hverdagen for musikkens kunstnere, hvilket en rundspørge blandt medlemmer af Dansk Artist Forbund viser med tydelighed: Det er op SoMe, publikum opdager ny musik, her man fortæller om sit nye albums eller koncertdatoer, og for nogen endda her, man har direkte og personlig kontakt til sine fans. Men er der omkostninger ved det niveau af selveksponering og i det omfang, det er nødvendigt, for at komme igennem algoritmerne?
”Når jeg skal i gang med promovering, skal jeg skifte hjernehalvdel. Det føles som en helt anden disciplin, og det kan være enormt udfordrende,” sagde paneldeltager og artist, Niklas Sahl, under debatten.
“Det er en anden hjernehalvdel”
Sanger og sangskriver Nicklas Sahl har været aktiv på sociale medier siden debuten i 2018 – og med tæt på 100 millioner streams bag er han i dag blandt Danmarks mest lyttede artister. Men det betyder ikke, at det er let at balancere rollen som kunstner med rollen som indholdsskaber, eller at han er færdig med at løbe stærkt for at bevare fansenes opmærksomhed.

Han beskrev for de mange fremmødte, hvordan de sociale platforme kan føles både nødvendige og modstridende.
”Verdens bedste musikpromoveringsværktøj har tvunget mig til at blive multimediekunstner. Hvis jeg skal opnå mine drømme, må jeg kæmpe om opmærksomheden på sociale medier. Men hvordan konkurrerer jeg med hundevideoer og sensationsjournalistik og samtidig bevarer min kunstneriske integritet?”
Branchen: “En samtale vi skal tage tidligere”
Flere i panelet understregede, at sociale medier ikke nødvendigvis er eneste vej til publikum – men at platformenes dominans gør det svært helt at vælge dem fra, var der enighed om.
Hos Universal Music arbejder creative manager, Charlotte Madsen, aktivt på at finde bæredygtige løsninger for artisternes arbejdsliv, fortæller hun:
”Vi forsøger at skabe en holdfølelse og sætte arbejdet med SoMe ind i nogle rammer, der minder om en almindelig arbejdsdag for artisten. Vi flytter det fra en lystbetonet aktivitet til et professionelt rum, hvor artisten er på arbejde.”

Selvom arbejdet med sociale medier for artisten ikke er lønnet via label i traditionel forstand, peger Charlotte Madsen på, hvad hun under debatten kaldte en vigtig faktor, nemlig at tiden er givet godt ud, og måske endda betalt indirekte, fordi sociale medier leverer hurtige resultater i form af konverteringer til streams og billetsalg.
Sociale medieplatforme er den nye scene
Lektor i digital æstetik ved Aarhus Universitet, Søren Pold, bekræfter at sociale medier og streaming er blevet et vilkår, der fylder meget.
Han konkluderer, at sociale medier er en ny teknologi og en ny scene, der er uomgængelig, for artister i dag, og derfor skal de skal finde deres egen måde at være til stede på den nye scene på.
”Det er vigtigt at huske, at platformene redigerer og begrænser, hvem vi når ud til. Man når sjældent dem, man faktisk forsøger at nå.”
Samtidig opfordrer han både kunstnere og publikum til at have realistiske forventninger, til hvad de kan få ud af platformene:
”Vi er alle sammen trætte af Meta. Både som brugere og indholdsleverandører. Vi ved godt, at det er dem, der tjener pengene. Og kunstnere bliver gjort til et slags prekariat i et system, hvor det kun er egentlig kun Mark Zuckerberg, der får løn,” lod det fra forskeren.
Den samme forventningsafstemning mellem artist og label efterlyste Kristoffer Rom, medstifter af det toneangivende pladeselskab Tambourhinoceros og formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber.
”Jeg ser mange debuterende kunstnere blive overraskede over, hvor meget tid det kræver at markedsføre sin musik og sit artistbrand. Det er vigtigt at tage samtalen tidligt: Hvad forventer vi af hinanden, og hvordan arbejder vi med fankommunikation. Det handler om, at kunstner og selskab har samme vision,” siger han.

Et arbejdsvilkår, der kræver nytænkning
Debatten på SPOT+ bekræftede, at sociale medier i dag er blevet et grundvilkår for mange professionelle artister, og at det digitale pres og de teknologiske muligheder optager både artister, labels, og forskere. På godt og ondt. Dansk Artist Forbund bringer fakta og cases på bordet i de kommende måneder i en artikelrække om emnet.
Her belyser vi, hvordan artister arbejder med sociale medier dag til dag, og hvordan de digitale krav påvirker deres arbejdsliv, karriere og mentale balance.
Tekst og foto: Fagjournalist, Mathias Krogsøe