Ny cirkusuddannelse skal styrke hele det danske cirkusmiljø

12 studerende er begyndt på den treårige uddannelse i samtidscirkus på CCCC. Rektor Anne Mette Nørskov ser den som afsæt for nye kompagnier, flere samarbejder og faglig udvikling for både kommende og erfarne artister.

Af Julie Westh Nielsen

På Holmen i København er 12 studerende i gang med at specialisere sig i cirkuskunst. De udgør det første hold på Copenhagen Contemporary Circus College (CCCC), der i september åbnede en treårig uddannelse i samtidscirkus, som skolen beskriver som svarende til bachelorniveau.

Dermed har Danmark igen fået en længerevarende cirkusuddannelse på højt niveau, efter at forsøgsuddannelsen på AMoC sluttede i 2018. For rektor Anne Mette Nørskov handler det om at give cirkuskunsten bedre muligheder for at udvikle sig.

“Det handler altså om at give en kunstform de rammer og vilkår, der er nødvendige, for at både branchen og scenekunstgenren for alvor kan udvikle sig,”
siger rektor Anne Mette Nørskov til Dansk Artist Forbund.

Et mødested for nye og erfarne artister

Også artister og scenekunstnere, der allerede arbejder professionelt, får glæde af det nye uddannelsesmiljø. CCCC tilbyder både korte og længerevarende kurser, hvor erfarne udøvere kan lære nyt og udvikle deres eksisterende praksis.

Et af tilbuddene er et 11-ugers intensivt forløb med fokus på blandt andet akrobatik, håndstand og bevægelse. Det henvender sig både til kommende og professionelle cirkusartister.

Skolen vil desuden åbne huset for møder mellem studerende og professionelle, invitere publikum til visninger og få cirkusartister og kompagnier på besøg til inspiration og faglig udveksling.

“For en uddannelse skal ikke lukke sig om sig selv. Den skal skabe mere liv omkring sig,”
siger Anne Mette Nørskov.

CCCC har til huse i en tidligere vandflyverhangar tæt på Den Danske Scenekunstskole og Rytmisk Musikkonservatorium. Skolen håber på et stærkt samarbejde med de øvrige kunstneriske uddannelser på Holmen, så de studerende tidligt kan opbygge netværk og skabe projekter på tværs af kunstarter.

Flere talenter med base i Danmark

En dansk cirkusuddannelse kan ifølge Anne Mette Nørskov også påvirke, hvor artister vælger at slå sig ned. Hun peger på, at unge cirkustalenter i mange år har måttet søge mod udlandet for at uddanne sig på videregående niveau. Her opbygger de netværk, som kan få betydning for, hvor de senere etablerer deres arbejdsliv.

Derfor ser hun et potentiale i både at give danske artister en uddannelsesmulighed herhjemme og tiltrække internationale talenter.

“Når internationale studerende og undervisere kommer til København, bringer de nye kunstneriske perspektiver, metoder og netværk med sig. Samtidig får danske studerende og professionelle adgang til et internationalt miljø herhjemme,”
siger rektoren.

På længere sigt forventer hun, at uddannelsen kan føre til nye kompagnier og forestillinger med base i Danmark og skabe opgaver for blandt andre cirkusundervisere, instruktører, koreografer, producenter og teknikere.

Cirkus kræver tid til fordybelse

At uddannelsen strækker sig over tre år, er afgørende.

“En treårig uddannelse giver tid til fordybelse. Tid til at de studerende for alvor kan udvikle både deres tekniske færdigheder og deres egen kunstneriske stemme,”
siger Anne Mette Nørskov.

De studerende skal have plads til at eksperimentere, fejle, samarbejde og møde et publikum. Det skal ruste dem til et professionelt arbejdsliv både som selvstændige cirkuskunstnere og som en del af større kunstneriske fællesskaber.

Samtidscirkus spænder i hendes beskrivelse fra store produktioner til små poetiske fortællinger og abstrakte værker. Kunstformen står på skuldrene af det traditionelle cirkus og udforsker samtidig andre scenerum, fortælleformer og måder at møde publikum på. Den udvikling kræver efter hendes opfattelse en uddannelse, der er skabt på cirkussets egne præmisser.

En varig plads blandt kunstuddannelserne

CCCC er en privat skole, der arbejder for offentlig anerkendelse og støtte. Uddannelsen er ifølge skolen endnu ikke SU-berettiget. Anne Mette Nørskovs ambition rækker dog videre end det nuværende tilbud:

“Jeg håber og tror på, at vi om nogle år kan se tilbage på etableringen af CCCC som afsættet for, at en videregående cirkusuddannelse er blevet en naturlig og varigt forankret del af det offentlige kunstneriske uddannelsestilbud i Danmark.”