Politikere skal beskytte den kunst, de er uenige med

Musikere bevæger sig i en anspændt branche, hvor politik, holdninger og hård retorik fylder mere end nogensinde før. De har brug for politikernes støtte, ikke deres kritik, skriver forperson for Dansk Artist Forbund i en kronik i Kristeligt Dagblad.

Af Sara Indrio, forperson for Dansk Artist Forbund.

Når kunstneriske ytringer får konsekvenser

De seneste uger har vist, hvor hurtigt politiske ytringer kan få konkrete konsekvenser for kunstnere. I USA trak vores egen Lukas Graham sig – efter Macklemore havde gjort det samme – fra Ed Sheerans turné, efter at ejeren af flere stadioner nægtede at lægge scene til Macklemores pro-palæstinensiske udtalelser.

Ed Sheeran stod efterfølgende med et svigtende billetsalg og undskyldte grædende som den store taber af det storpolitiske spil, han var endt midt i.

Herhjemme har vi set politikere kræve bestemte kunstneriske ytringer fjernet fra kulturinstitutioner, sange forsøgt slettet fra “Højskolesangbogen” og økonomisk støtte taget væk fra festivaler, der gav scenen fri til ytringer, der ikke var i tråd med kommunens politikeres meninger. Alle eksemplerne viser et skred i nogle af de grundlæggende principper, som holder sammen på et sundt demokrati.

Heldigvis har de fleste politikere i Danmark respekt for armslængdeprincippet og ytringsfriheden. Og det er ikke bare en god kulturpolitisk tradition baseret på konventioner. Det er et nødvendigt, demokratisk værn. Når kunstneren træder ind i den offentlige konflikt, sker det uden mandat, parti eller politisk apparat i ryggen. Det er for egen regning og risiko, men en del af den “samfundskontrakt”, nogle kunstnere kan føle sig bundet af.

Og prisen kan være høj, som vi ser det i eksemplerne ovenfor og i mange undersøgelser. Derfor har et samfund en særlig pligt til at beskytte sine kunstnere og deres ytringsfrihed, som er formuleret i UNESCO’s “1980 Recommendation concerning the Status of the Artist: promoting the professional, social and economic rights of artists”.

Politikernes forpligtelse vedstår, selvom det, kunstneren ytrer, ikke huer vælgerne, arrangørerne eller politikerne selv.

I virkeligheden var Macklemores budskab mere et om fred, end et om at påvirke publikum til at tage parti i en global og historisk strid. Men færre har nok taget sig tid til at se den omdiskuterede tale, end de mange, som har haft holdninger på sociale medier til selve konflikten.

Når debatten rammer mennesket bag kunsten

Sociale medier er ikke årsagen til alle vores konflikter, men de er en ucensureret infrastruktur for meningsudvekslinger. Tre ud af fire danskere oplever tonen i onlinedebatter som hård, og to ud af tre oplever samtalerne som polariserende.

Politikere og kunstnere – og andre med store offentlige følgeskarer – taler derfor ind i et opmærksomhedsmarked, hvor nuancer sjældent er den mest værdifulde valuta. Had, chikane og hetz kan ramme med stor kraft.

I en nordisk undersøgelse blandt mere end 3000 kunstnere svarede 61 procent af de danske scenekunstnere, at de på et tidspunkt havde oplevet trusler, vold eller chikane i forbindelse med arbejdet. Hver fjerde havde oplevet det inden for det seneste år. Nogle angav, at oplevelserne havde begrænset deres kunstneriske frihed.

Vi har set, hvor konkret prisen kan blive. Da Mads Geertsen, kendt som figuren Onkel Reje, i 2023 blev udsat for koordineret hetz, grove trusler og chikane, sygemeldte han sig og aflyste en række forestillinger. DR politianmeldte truslerne. Den offentlige konflikt blev ikke på scenen. Den ramte mennesket bag figuren.

Det er svært nok i forvejen at bruge sin offentlige stemme i sådan et klima. Derfor følger der et særligt ansvar med formel politisk magt. Politikere og kunstnere har begge ansvar for deres retoriske tone. Men politikeren har derudover et ansvar for ikke at bruge sin magt og rækkevidde til at disciplinere kunsten. Og når kunstnere udsættes for pres, bør folkevalgte værne om princippet – ikke fordi de skal være enige, men fordi de på den måde overholder deres del af “kontrakten” med kunstneren, som står uden værn, uden beskyttelse i form af årelang pension og et parti i ryggen.

Kunsten som demokratiets femte søjle

Som et værn mod magtmisbrug deler vi samfundsmagten i tre: den lovgivende, udøvende og dømmende magt. I demokratiet taler vi ofte om pressen som den fjerde statsmagt. Jeg mener, vi overser en anden demokratisk modmagt: kunsten. Lad os kalde den demokratiets femte søjle.

Kunsten har ingen formel magt, og netop derfor kan den noget andet. Fra kunstnerens subjektive position kan den pege på forestillingen om, hvad mennesket og samfundet er – og hvad det kunne blive. Gennem historien har den egenskab gjort kunsten til ramme om fællesskaber, kilde til kulturelle opbrud og isbryder for samfundets udvikling.

Det er også her, jeg mener, at der findes en samfundskontrakt. Samfundet skal beskytte et frit kulturelt rum og acceptere, at kunsten kan provokere, kritisere og udfordre. Til gengæld får samfundet et sted, hvor erfaringer, idéer og mulige fremtider kan afprøves på andre præmisser end i parlamentet, på markedet eller i journalistikken.

En rundspørge blandt 224 danske kulturinstitutionsledere viser, at 63 procent oplever armslængdeprincippet som under pres, mens 34 procent i nogen eller høj grad overvejer at undgå bestemte temaer af hensyn til politiske reaktioner. Det viser, at kunstnerisk frihed i et demokrati ikke bare handler om formelle forbud. Politisk pres, selvcensur, tabte samarbejder og offentlig hetz kan få reelle konsekvenser for arbejdsliv og indtægt.

Kunstnerisk frihed kræver økonomisk uafhængighed

Musikbranchen, som jeg taler fra, er i de senere år blevet ultrakapitaliseret. På livemarkedet ser vi stadig stærke, lokalt forankrede initiativer, men samtidig en bevægelse mod større, kapitalstærke og internationalt organiserede aktører. På andre præmisser har vi allerede set samme koncentration forandre markedet for indspillet musik.

Når færre aktører kontrollerer adgangen til store scener, publikum og økonomi, bliver konsekvensen større, når en af dem siger nej. Derfor bør vi som samfund sikre modvægt til en udvikling, hvor markedet alene bestemmer vilkårene, og hvor økonomisk sårbarhed gør kunstnerens frihed mindre reel.

Det kræver både uafhængige kulturelle institutioner og et sikkerhedsnet under den enkelte kunstner, der gør kunstnerstanden mere robust og økonomisk uafhængig. Den skal vores folkevalgte sikre.

Og forpligtelsen bør række længere end det danske demokrati. I arbejdet med den globale dagsorden efter 2030 bør Danmark arbejde for et selvstændigt verdensmål for kultur, der både sikrer menneskers adgang til fri kunst og kunstnerens ret til fri kunstnerisk ytring.

For et demokrati skal kunne tåle at se sig selv i det spejl, kunstnere holder op. Hvad enten man er enig eller ej. Politikerne bør til alle tider værne om den opgave, kunstneren med rette påtager sig.